Bliv et hit til julefrokosten med denne ørredpaté

Ørredcreme med kapersbær. Foto: Solvej D. Rasmussen

Denne frokostret med røget ørred bliver helt perfekt med de smukke, mærkelige kapersbær som tilbehør. Som et ekstra plus kan den laves uden stress og jag, dagen før familien kommer til julefrokost :)

Du skal bruge:
200 g røget ørred
Et lille bæger creme fraiche 18%
Et halvt løg, finthakket
Citronsaft
Peber
Kapersbær til pynt

Fremgangsmåde:
Start med at findele ørreden i en skål. Jeg bruger to gafler til at skille den i småstykker. Bland fisken med creme fraiche og finthakket løg og smag til med citronsaft og masser af peber. Salt er unødvendigt – det klarer fisken. Retten har det rigtig fint med at stå i køleskabet fra dagen før den skal spises. Pynt med kapersbær.

Hvis man skulle se på opskriften som en fyld-selv-ud-opskrift, ville den bestå af røget fisk, creme fraiche og løg. Den sidste ingrediens – som ovenfor er kapersbærrene – kan man kalde for ’syrlige prikker’. Jeg har en anden gang fyldt kategorierne ud med røget hellefisk, forårsløg og gule ribs. Det foregår sådan her: Forårsløgene skæres i tynde skiver og blandes med creme fraichen. Skiverne af røget hellefisk arrangeres med klatter af creme fraiche-blandingen. Ovenpå strøs de gule ribs. Man kunne også bruge almindelige kapers eller måske oliven. Her til jul ville jeg naturligvis vælge røde bær! Alt i alt smager den fantastisk – kombinationen af den fede, røgede fisk, den friske, kølige creme fraiche, det skarpe løg og de syrlige prikker.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Fyld-selv-ud-opskrifter. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Bliv et hit til julefrokosten med denne ørredpaté

  1. Inge Hald skriver:

    Tak for endnu en lækker opskrift, den skal prøves, når familien skal til fødselsdagsfrokost i nær fremtid. Har allerede fryseren fyldt med frikadeller med broccoli og chorizo pølse – og med rugmel og havregryn – sunde lækkerier som mætter hurtigt :)

    • solvej.d.r. skriver:

      Hvor er jeg glad for at høre, at du er blevet inspireret her på bloggen! Når du siger chorizo og broccoli, ser jeg frikadeller med et fint match af mørkerøde og mørkegrønne prikker for mig. Bare det var mig, der havde fryseren fyldt med dem!

  2. Randi skriver:

    Ja – det er sandt! Den, der kommer med denne ørredpaté til julefrokosten, bliver et hit! Den smager bare godt :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code