Julesalat med julesalat

Foto: Solvej D. Rasmussen

I går var der bytte-julegave-besøg her i familien, og menuen stod på gryderet, kartoffelmos med persillerødder og så denne salat (opfundet til lejligheden). Den er et jule-eksempel på den her fyld-selv-ud-opskrift. Den interessante grøntsag er julesalat. Spinatblade er fyld, og jeg har valgt netop dem, fordi deres mørkegrønne blade giver en dejlig kontrast til den hvide julesalat. Tørrede tranebær er både noget rødt og det, der giver prikkerne. Ingrediensen ‘noget på glas’ var der ingen grund til at besvære sig med – jeg syntes, salaten var fin, som den var.

Jeg kan godt lide salaten, fordi den er enkel, hurtig at lave, flot i farverne og julet uden at være rødkåls-traditionel. Den blev vendt i en dressing af salt, peber, olivenolie og en hvidvinseddike med smag af honning og ingefær, som gav et fint sødt supplement til julesalaten, der er en lille smule bitter.

Foto: Solvej D. Rasmussen

Eftersom det var bytte-julegave-besøg, får I også lige et billede af årets indpakningskoncept. Da jeg lå på gulvet fredag aften og pakkede gaver ind, spurgte Viggo, om jeg havde det sjovt. Ja, det havde jeg! ‘Skal den pakkes ind?’ spørger de i butikken, men det skal den aldrig. Gaveindpakning er endnu en chance for at være kreativ, som ikke må misses.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Fyld-selv-ud-opskrifter, Salat. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Julesalat med julesalat

  1. Randi skriver:

    Min familie og jeg var i dobbeltrollen som indtagere (af julesalat) og modtagere (af gaver), og jeg kan skrive under på, at salaten er rigtig lækker, med både det søde og det skarpe sammen; en god kombination – og meget juleagtig at se på, med de røde, grønne og hvide farver :-)
    Gaverne burde jo stå til pynt indtil d. 24. – men med børn, der er alene hjemme fra nu af og til jul, tror jeg de står bedre på mit hemmelige sted!

    • solvej.d.r. skriver:

      Nåmen, så har ungerne jo også noget at tage sig til i deres lange juleferie. Altså lede.
      Ja, den salat var god :)

  2. Gitte skriver:

    Nøj nogle flotte gaver – det gør du godt Solvej. Jeg får heller ikke pakket ind i butikkerne. Men det er nu dels fordi jeg selv vil gøre noget kreativt ved dem og fordi jeg har gavepapir i så lange baner at jeg måske kan nå jorden rundt med det:-)

    Salaten ser rigtig fin ud, jeg tror jeg vil prøve den til 2. juledag, men jeg vil komme lidt høvlet parmesan ost i også!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code