Vintermarinade til alt

Foto: Solvej D. Rasmussen

Chili til at få varmen gør denne marinade til en vintermarinade. Du kan bruge den til al slags kød og fisk. Du opfinder den selv, afhængigt af hvad du tror vil smage godt sammen eller hvad du har i frugtkurven eller køleskabet. For eksempel hører and og appelsiner ligesom sammen, måske skulle man prøve det næste gang?

Du skal bruge:
Saft fra en citrusfrugt
Olie
Chili
Salt

Fremgangsmåde:
Citroner, appelsiner og limefrugter er brugt til masser af marinader gennem tiderne, men prøv også clementiner eller grape og se, hvad der sker.
Når det gælder chilien, så foretrækker jeg krummelurerne fra friske chilier. Vil du have en hot marinade, kan du bruge chilipulver eller -flager, eller eventuelt de superstærke habanero-chilier.
Pres citrusfrugten og bland den sammen med olie, chili og salt. Læg kød eller fisk i marinaden og sæt det overdækket i køleskabet. Fisk behøver ikke at marinere ret længe, måske 20 m inutter. Kød, derimod, har godt af at ligge længe i marinaden. Hele stege skal gerne ligge et døgn eller mere, udskåret kød et par timer.

Jeg har lavet marinaden med rapsolie, limesaft og røde chilier til laksefileter. Det gav en dejlig frisk og ret gennemtrængende lime-smag til fisken. Det er den marinade, som ses på det øverste billede.

Her kan du se, hvordan marinaden ser ud med clementin-saft, grønne chilier, rapsolie og lidt sesamolie (i den her lå der svinekoteletter i cirka seks timer).

Foto: Solvej D. Rasmussen

Det orange og grønne var flot sammen, men smagsmæssigt var det ikke noget særligt, da koteletterne var blevet stegt. Sesamolien var for dominerende og clementin- og chili-smagen for svag. Men det der er pointen er: Det var sjovt at prøve.

Foto: Solvej D. Rasmussen

 

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Vintermarinade til alt

  1. Randi skriver:

    Marineret kød er altid lækkert og smagfuldt :) God idé med den friske chili i.
    Vi bruger også marinade (en, der ligner din, med citrussaft og chiliolie) til kartoffelbåde: jeg putter kartoffelbåde – og evt. andre rodfrugter i stave – i en pose, hælder marinade på og bokser det hele rundt, så marinaden fordeler sig. Og bager så kartoflerne som tilbehør til aftensmaden. Det giver et godt pift til maden med f.eks. chili og lime-marinade!
    Ved at vende kartoflerne i marinaden undgår man også, at de sejler rundt i olie – det synes jeg godt kan forekomme, hvis man pensler olien på…

    • solvej.d.r. skriver:

      God ide med kartoflerne der! Det må vi straks prøve herhjemme. Hvor længe marinerer du dem?
      Det er altid dejligt, når nogen skriver, hvordan de selv opfinder derhjemme. Tak for det :))

      • Randi skriver:

        Hvis det også er at marinere, når de bare ligger i posen i ti minutter – ja, så marinerer jeg kartoflerne i ti minutter :-)
        De skal jo bage længe, og når det er sidst på (hver)dagen, er der ikke et par timer at give af, som med kødet.
        Jeg tror faktisk heller ikke det ville gøre en forskel for kartoflerne at ligge i marinade i lang tid – de kan jo ikke rigtig suge den til sig.

        • solvej.d.r. skriver:

          Der er ingen regler i det kreative køkken. Jeg marinerer, som det passer mig!
          Nu skal jeg bare ud og finde noget chiliolie. Godt indslag med den lige til den her opskrift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code