Opfind din egen gryderet

Foto: Solvej D. Rasmussen

Med den her opskrift kan du opfinde eller improvisere en gryderet. Hvis du bare gerne vil lave gryderetten på billedet, som er med kylling, champignon, persille og soltørrede tomater, så scroll ned nederst i indlægget. Der finder du en eksakt opskrift :)

En simrende gryde med godt sammenkogte ingredienser giver utroligt dejlig, varm, velkommen-hjem-agtig mad. Ris, pasta og kartofler har altid godt af en sovs. Så næste gang du er på vej til at lave pyt-i-pande af det, du har i køleskabet, så byt panden ud med en gryde og skab en sovs undervejs.

Foto: Solvej D. Rasmussen

Man kan lave en gryderet på et uendeligt antal måder. Der er franske tips til at improvisere sig frem her hos Politiken. Når jeg opfinder en gryderet hen ad vejen, tænker jeg i de her baner:

Du skal bruge:
Faste ingredienser, f.eks. kød
Grøntsager, der afgiver saft
To slags væske – mest af den ene og mindre af den anden
Krydderi eller krydderurter
Noget rødt
En tilretning

Fremgangsmåde:
Hvis du bruger kød, så start med at brune det i smør eller olie. Start ved høj varme og del kødet i mindre portioner, så det har god plads til at brune i gryden.

Tilsæt grøntsager, der afgiver saft, og skru ned til middel varme. Det kan være tomater, squash, aubergine, champignon og mange andre. Æbler og pærer er også gode til at koge ud og blande sig i sovsen. Tilsæt lidt væske, hvis grøntsagerne bruner i stedet. Det er meningen, at du skal begynde at se saften fra din mad samle sig i bunden af gryden.

Når det er sket, tilsætter du væske. Det kan være alt fra kokosmælk til fiskesauce. Du kan selvfølgelig nøjes med en, men det virker som regel godt at have to i spil. Nogle gange er blandingen tæt på fifty-fifty, for eksempel flåede tomater og fløde. Andre gange er der stor forskel, for eksempel flåede tomater og tabascosovs. Ud over dem jeg allerede har nævnt, kan man bruge øl, vin, chutneyer, soyasovs, bouillon, mælk, creme fraiche, ricotta, saft fra citrusfrugter og sikkert mange andre, som jeg har glemt i øjeblikket. Du kan også bruge purerede grøntsager som væske. Det er både sundt og lækkert. I eksempel-opskriften nederst kan du se, hvordan du gør det.

‘Krydderier og krydderurter’ kan give smag og kompleksitet til gryderetten. Jeg kan godt lide den sammenkogte smag, hvor ingredienserne er så blandede, at man ikke umiddelbart kan smage, hvad der er i maden.

‘Noget rødt’ pifter enhver ret op, uanset om det er en salat, en dessert eller en gryderet. Derfor er denne ingrediens ofte med i mine fyld-selv-ud-opskrifter. Her er den allermest med for at minde om, at der skal være kontrast i rettens farver. Det værste der kan ske, er, at både sovs og ingredienser er lyse. Det ser bare ikke lækkert ud.

‘En tilretning’ handler om, at når retten sådan set er færdig, smager man på den – og kigger på den – og tænker: Hvad mangler der her? Det kan være hvadsomhelst. Måske er det noget smagsmæssigt. Det kunne være salt, peber, lidt citronsaft eller mere paprika. Men det kan også have noget med konsistensen eller udseendet at gøre, så tænk også i jævning og sovsekulør. Man kan ofte ramme rigtigt simpelthen ved at tilsætte det modsatte af det, man har i gryden. Hvis retten er kendetegnet af fed fløde eller kokosmælk, så tilsæt noget syrligt, for eksempel limesaft. Hvis retten er for ensfarvet, så tilsæt noget med farve, for eksempel grønne krydderurter.

Et eksempel: Kylling, persille og soltørrede tomater i champignon-sovs
500 gram kylling i små tern brunes i smør. Kyllingestykkerne tages op på en tallerken. En lille klat smør puttes i gryden, og der skrues ned for varmen. 250 g champignoner i skiver puttes i gryden, hvor saften får lov at trække ud af dem. Champignoner og den væske, der er fremkommet, blendes, til massen er glat. Den hældes tilbage i gryden sammen med hakkede soltørrede tomater og masser af persille. Jeg hakker noget af persillen fint, for at det kan smage igennem, og lader noget være i buketter, fordi det ser flot ud. Cirka 1 deciliter fløde tilsættes. Kyllingestykkerne puttes tilbage i gryden, og det hele røres sammen, koges igennem og smages til med salt og peber. Hvis retten er blevet lys (den ser forskelligt ud, hver gang jeg laver den), tilsætter jeg kulør.

Foto: Solvej D. Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Opfind din egen gryderet

  1. Inge Hald skriver:

    Mmmmm, lækker og inspirerende opskrift. Hvor har du lagt mange opskrifter ud, som jeg ikke har set. Jeg abonnerer ellers på din side – men har ikke modtaget mails om at der er kommet nye indlæg!!! Hvor er du blevet god til at fotografere :)

    • solvej.d.r. skriver:

      Quelle catastrophe! Tak for meldingen, Inge. Nu går jeg hen og sparker til abonnementsfunktionen, så du kan få nogle mails. Og jep, jeg øver mig meget på at fotografere. Tak for opmuntringen :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code