Pandekager med fyld – opfind dit eget fyld

Pandekager med fyld er lækker mad og nemme at eksperimentere med. Foto: Solvej D. Rasmussen

Alle mennesker kan lide pandekager. Og pandekager kan bruges til alt. Opskriften her er på pandekager med kødfyld. Opfind dit eget kreative fyld med inspiration fra huskelisten. Eller scroll ned i bunden af indlægget, hvis du bare gerne vil lave det, der er på billedet. Det er pandekager bagt med rugmel og rismel og fyldt med hakket kalvekød, orange peber, tomater, broccoli og æbler.

Du kan bruge alle slags pandekager, tortillas og wraps. Du kan selvfølgelig også bruge alle slags fyld. Jeg synes, hakket kød er et godt udgangspunkt, men det er altid grøntsagerne, der gør, at fyldet ikke bliver kedeligt.

Du kan lave pandekager med fyld på 117 måder, så brug listen som inspiration uden nødvendigvis at følge den slavisk. Det er meningen, at det skal være sjovt! Vælg først nogle ting, som du rigtig godt kan lide, og fyld så op med noget, der er flot i farverne og lækkert i smagen.

Du skal bruge:
Hakket kød
En grøn grøntsag
Andre grøntsager
Noget rødt
En smag, der giver karakter

Fremgangsmåde:
Hvis du gerne vil have et løg med, så start med at hakke det og smide det i gryden med lidt olie ved middel varme. Skru så op for varmen og svits kødet. Det må gerne brune.

Put de andre grøntsager og din røde ingrediens i gryden, sådan at det, der skal have længst tid for at blive mørt, kommer i først.

Så er der den ingrediens, som hedder ‘en smag, der giver karakter’. Det kan være et krydderi, en krydderurt, en ost, en syltet ingrediens eller noget helt andet. Hvis du bruger et krydderi, kan det komme i som noget af det første. Ost og nogle krydderurter skal som regel i til sidst.

Hvis du gerne vil have sovset fyld, kan du hælde vædske ved. Det kunne for eksempel være en dåse hakkede tomater eller et par skefulde creme fraiche. Jeg vil som regel hellere bruge grøntsager, der afgiver saft, så fyldet alt i alt ikke bliver så vådt.

Hvis du laver pandekager med fyld for at imponere madklubben, så rul pandekagerne med fyldet, læg dem i et fad, drys revet ost over og sæt dem i ovnen ved 200 grader, til osten er smeltet. Det er en klassiker – men en temmelig fed og arbejdskrævende en.

Pandekagefyld af kalv, broccoli, tomater, peberfrugt og æbler. Foto: Solvej D. Rasmussen

Den på billedet:
Her er der brugt et stort løg, 400 gram hakket kalvekød, en orange peber, grofthakket broccoli, halverede cherrytomater og æbler i små tern. Kalvekødet er med, fordi det var billigt i dag. Grøntsagerne er med for at give farver og substans mellem kødet. Tomaterne er med for at give væde. Æblerne er den smag, som giver retten karakter – og de var gode. Næste gang jeg laver den her, skal der være færre grøntsager til at tage opmærksomheden fra æblerne.

Den asiatiske:
Denne version er en af dem, der blev opfundet engang og har overlevet, så den er blevet lavet flere gange siden. Den er med hakket kyllingekød og grønne ærter. Dertil er der rejer og karry, som er dem, der giver retten karakter. Svits kødet først i olie og drys derefter karry over. Ærter og rejer skal have ganske få minutter.

Den med ost:
Også den her er blevet lavet flere gange. Den er god til wraps. Brun hakket oksekød ved meget høj varme. Bland en masse strimlet spidskål i og rør hyppigt, indtil det er faldet sammen. Tag panden fra varmen og læg med en ske klumper af gorgonzola ud over retten. Rør rundt et par gange, og lad osten smelte lidt, men uden at klumperne bliver rørt helt ud i kødet. Det smager godt, når man kommer forbi en gorgonzola-mundfuld.

Så mangler vi bare din version! Skriv gerne, hvad du plejer at gøre.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter, Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

10 Responses to Pandekager med fyld – opfind dit eget fyld

  1. Pingback: Pannekakedagen

Der er lukket for kommentarer.