Lasagne uden hvede

Foto: Solvej D. Rasmussen

Kartoffel-lasagne med andre ord.

Rigtige lasagneplader smager jo skønt i rigtig lasagne. Men når man ikke spiser hvede, er kartoffel-lasagne en fin erstatning. Kombinationen af kødsovs, smeltet ost og bechamelsovs med muskatnød smager også godt sammen med kartofler.

Hvis du gerne vil bruge hvedefri lasagneplader i stedet, så tjek denne opskrift.

Du skal bruge:
900 g hakket oksekød
Olie
4 mellemstore løg
2 dåser hakkede tomater
Oregano
Salt og peber

Ti meget store kartofler

1 l mælk
1 dl maizena
1 dl vand
2 tsk salt
2 tsk knust muskatnød

Fremgangsmåde:
Start med at lave kødsovsen. Svits løgene ved middel varme. Skru op for varmen og tilsæt kødet (evt. ad to gange for at det har plads til at brune). Tilsæt hakkede tomater og oregano, salt og peber efter smag.

Mens kødsovsen står og simrer, laver du bechamelsovsen. Det her er Viggos måde at lave bechamelsovs uden hvede. Du kan sagtens lave en mere avanceret og ‘rigtig’ bechamelsovs med løg, ost osv., men vi bruger den her, som trods alt bare skal i lasagne. Hæld mælken i en gryde og bring det i kog. Viggo bruger høj varme og rører hele tiden med et piskeris. Han siger, at det er MEGET vigtigt at røre HELE tiden, så mælken ikke brænder på eller koger over. Så jævner han sovsen med maizena-blandingen. Det er ikke sikkert, at al jævningen skal bruges. Den virker først, når sovsen koger, så hæld ikke det hele i på én gang, men se, hvordan det går, når sovsen har kogt igen. Smag derefter til med salt og muskatnød.

Kartoflerne skæres i skiver på langs. Skiverne skal være cirka en halv centimenter tykke.

Læg lasagnen i lag i en bradepande på 30×40 cm. Start med bechamelsovs, derefter kartofler, kødsovs, bechamelsovs osv. Slut af med kødsovs og et lag revet cheddar-ost (så meget som du har lyst til). Cheddar-ost giver en dejlig orange farve til lasagnen.

Bag den ved 200 grader (ikke varmluft) i cirka 35 minutter.

Kartoffel-lasagneplader. Foto: Solvej D. Rasmussen

Foto: Solvej D. Rasmussen

 

Dette indlæg blev udgivet i Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Lasagne uden hvede

  1. Rigmor Rasmussen skriver:

    – lyder rigtig godt – og så med muskatnød – uhms !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code