Kyllingefrikadeller med brændenælde og skvalderkål

Frikadeller med brændenælde og skvalderkål. Foto: Solvej D. Rasmussen

Det er sæson for asparges, brændenælde, majroe, mælkebøtte, rabarber, radise, salat, skorzonerrod, skvalderkål og spinat.

Derfor skulle frikadellerne i dag laves med brændenælder og skvalderkål. Jeg har brugt hakket kyllingekød i stedet for svinekød, dels af hensyn til klimaet, dels for at få en lidt finere smag at spille op til urterne med.

Høsten. Foto: Solvej D. Rasmussen

Min skønne, dejlige søn Ejnar cyklede med ud for at samle brændenælder og skvalderkål. Han var behandsket og holdt brændenælden, mens jeg klippede. Fuglene sang, det var gråvejr, og vi havde alletiders tur. Alene for skovturen bør du lave de her frikadeller.

Indsamling af brændenælder og skvalderkål ved den lokale jernbanesti. Foto: Solvej D. Rasmussen

Tro det eller lad være, skvalderkålsramte have-ejere, men jeg blev pludselig i tvivl, om de grønne blade, jeg plukkede, nu også var skvalderkål. Heldigvis kom der et par hundeluftere, som kunne garantere, at det var præcis den samme plante, de havde bekæmpet i årtier hjemme i haven. Ikke at man i øvrigt ønsker sig alt for mange hundeluftere der, hvor man samler planter til madlavningen, men lige der var de til nytte.

Mine børn viste sig at være eksperter udi madlavning med brændenælder, for de har spist brændenælder til spejder. Bliver brændenælderne ved med at brænde, efter de er plukket, spurgte jeg? For så kunne det jo godt blive et problem at forme frikadellerne… Men nej, man skal bare vente fem minutter. Alligevel nåede jeg at brænde mig, for åbenbart liver planterne op, når de kommer i vand, og jeg skyllede dem i en skål.

Jeg fik hævn i en 200 grader varm ovn få minutter senere.

Frikadellerne smager virkelig godt :)

Forårsfrikadeller med brændenælde og skvalderkål

Du skal bruge:
400 g hakket kyllingekød
Brændenælder
Skvalderkål
Et æg
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Skyl urterne og hak dem meget fint. Du bestemmer selv, hvor mange du vil bruge. Målt på omfang havde jeg to tredjedele kød og en tredjedel urter, og farsen hang fint sammen.

Brændenælderne brændte, da de havde ligget i vand. Foto: Solvej D. Rasmussen

Rør alle ingredienserne godt sammen. Jeg bruger et stort fladt fad og en gaffel. Man får ondt i armen på et tidspunkt, og man kunne også bare bruge en røremaskine, men ellers fungerer det rigtig fint!

Form frikadellerne (de brænder ikke) og læg dem på bagepapir på en bageplade. Steg dem i ovnen ved 200 grader i ti minutter. Vend dem og steg dem i yderligere ti minutter. Så er sæsonens frikadeller færdige.

Årstidens frikadeller. Foto: Solvej D. Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Frikadeller. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code