Rugpasta med bagte asparges og tomater

Rugpaste med bagte asparges og tomater

Velkogt rugpasta med bagte grøntsager. Foto: Solvej D. Rasmussen

Jeg blev næsten fornærmet, da jeg første gang læste kogetippet på Il Fornaios rugpasta-pose. Der står: “Kog pastaen i rigeligt vand. Tilsæt salt, så vandet smager af havvand.” Jamen, tak for tippet. Og hvordan FANDEN havde I ellers tænkt jer, jeg skulle koge den?!

Drevet af troen på en dybere mening med lidt for indlysende kogetip tjekkede jeg Il Fornaios hjemmeside. Og det er derfor vi er her nu, i det her indlæg, du og jeg. For hvis du skal spise pasta uden hvede, vil det være nyttigt for dig at vide, at ‘rigeligt vand’ er vigtigt og virkelig betyder alt for fråset meget vand i alt for unaturligt stor gryde. Og ‘tilsæt salt’ betyder, at man skal bruge meget salt, indtil vandet smager lige så salt som havvand (et ord jeg havde klassificeret som romantiserende salgsgas).

Jeg ved det, fordi jeg har prøvet at koge rugpasta i en mindre gryde, når jeg havde noget andet i den store, og jeg har prøvet at salte vandet normalt, og det korte af det lange er, at man får klistret, slatten øllebrøds-smagende pasta ud af det på den måde.

Jeg har sat rugpastaen sammen med squash, asparges og cherrytomater, som er bagt i ovnen. Det var smukke ingredienser at arbejde med, og det smagte skønt. Desuden er der ristede valnødder til at matche den kraftige rug-smag i pastaen.

Bagte asparges og tomater med hvidløg

Bagte tomater og asparges. Foto: Solvej D. Rasmussen

Rugpasta med bagte asparges og tomater

Du skal bruge:
Cherrytomater (jeg brugte de aflange San Marzano-tomater, som smager af noget)
Et bundt grønne asparges
En halv squash
Hvidløg
Olivenolie
Salt og peber

250 g rugpasta
2-3 liter vand i din store gryde
3 tsk salt

Valnødder

Fremgangsmåde:
Skyl grøntsagerne. Hæld en smule olivenolie i et stort, fladt fad og fordel det over hele bunden. Drys med lidt salt og peber. Skær squashen i tynde skiver og læg dem ud, så de dækker bunden af fadet. Skær tomaterne over i halve og fordel dem oven på squashen. Bøj aspargesene en ad gangen og lad dem knække, hvor de vil, så undgår du den træede ende (det er et tip, jeg har set her). Skær aspargesene i korte stykker og fordel dem på fadet. Hæld olivenolie, salt og peber over og vend tomater og asparges rundt med fingrene, til de er dækket af olien. Skær hvidløg i tynde skiver og bland dem med.

Bagte asparges og tomater

Foto: Solvej D. Rasmussen

Bag grøntsagerne i ovnen i cirka 20 minutter ved 170 grader. Hold øje med, at de ikke får for meget.

Imens bringer du vandet i kog. Når det bulderkoger, smider du tre teskefulde salt i sammen med pastaen. Lad pastaen bulderkoge uden låg så længe, som der står på pakken (for Il Fornaios pasta er det cirka 5 minutter). Hæld pastaen i en sigte og ryst den, så pastaen drypper godt af. Jeg rører derefter en klat smør i pastaen med en træske, for at den ikke skal klistre sammen.

Til sidst hakkes valnødderne og ristes på en pande i lidt olie. De må meget gerne tage farve, så de får lidt kontrast til den brune pasta.

Rugpasta med bagte asparges og tomater

Foto: Solvej D. Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Rugpasta med bagte asparges og tomater

  1. Inge Hald skriver:

    Man bliver sgu så klog af at læse din blog. Jeg har været så skuffet over Il Fornaios rugpasta, for så slatten og kedelig pasta har jeg dog aldrig mødt før. Faktisk stod jeg i går og gloede på en rest rugpasta i en pose og overvejede, om jeg ikke bare skulle kyle den ud. Men man smider jo ikke mad ud, så det ligger der endnu. Nu skal rugpastaen så lige have en sidste chance – med TREDOBBELT saltmængde ifht hvad jeg plejer at bruge. Er spændt på, hvad det gør ved smagsoplevelsen.

    • Solvej skriver:

      De må endelig heller ikke koge for længe! Håber, det lykkes, og skriv gerne om din endelige dom over rugpasta :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code