Kål med krydderurter – opfind din egen variant

Blomkål med timian.

Blomkål med timian. Foto: Solvej D. Rasmussen

Denne opskrift vil give dig lækkert og indbydende grøntsagstilbehør lige dér, hvor du før havde en kedelig gryde med kogt blomkål/broccoli/rosenkål. Den vil være dig til hjælp, når du tænker: Hvorfor købte jeg det her savoykålshoved? Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til! Nårhjo, nu kan jeg huske, hvorfor jeg købte det, det er fordi, de siger, at kål er så sundt. Suk.

Kål er nemlig fantastisk sundt. Det smager også rigtig godt, når man blot kommer lidt ud over at koge det i en gryde.

Du kan bruge enhver slags kål og enhver slags krydderurter i denne opskrift (det er derfor, det hedder en fyld-selv-ud-opskrift). Lad dig inspirere ved grønthandleren eller brug det, du har i køleskabet og på altanen.

Det sjove er selvfølgelig at finde en kombination, der er ekstra vellykket. På billedet har jeg sat blomkål sammen med timian, og det smagte virkelig meget bedre end bare kogt blomkål. Hvidløg ville fungere godt sammen med mange af kål-sorterne, f.eks. broccoli, savoykål eller rosenkål. Du kan sikkert nemt finde på en yndlings-version.

Kål med krydderurter

Du skal bruge:
Kål
Salt
Hakkede krydderurter
Olie

Fremgangsmåde:
Del eller skær kålen i mindre stykker. Blomkål og broccoli deles i buketter, rosenkål skæres i halve eller kvarte. Andre kål-sorter (hvidkål, rødkål, spidskål, savoykål osv.) strimles.

Blomkål, broccoli og rosenkål: Bring en gryde vand i kog. Tilsæt salt og derefter kål. Kog i 2-4 minutter (jeg synes, de skal være sprøde). Hæld vandet fra gryden og lad grøntsagerne dampe af. Hæld et skvæt olivenolie (eller hvad du foretrækker) over kålen, put de hakkede krydderurter i og rør det rundt med en træske, så grøntsagerne ikke går i stykker.

Andre kål-sorter: Varm lidt olie på en pande og sauter kål-strimlerne ved middel varme i et par minutter. Strimlerne må helst ikke brune. Hæld cirka 1 dl vand – eller evt. fløde – ved, skru lidt op og lad kålen dampe mør. Hold øje med, at den ikke koger tør og brænder på. Rør de hakkede krydderurter i.

Blomkål med timianblomster

Timianblomster og blomkål (som faktisk også er en blomsterstand). Foto: Solvej D. Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code