Opfind din egen nemme fisk til aftensmad

Nem aftensmad med torsk

Denne opskrift burde få os til at spise mere fisk her i familien… Foto: Solvej D. Rasmussen

Der er et eller andet galt med fisk. Eller: Der er et eller andet galt med danskere. For her i landet er vi nødt til at have en regel om, at man skal spise fisk to gange om ugen. Ellers gør vi det ikke. Her i familien gør vi det heller ikke, regel eller ej! Og de fleste af os (tre ud af fire :) ) kan ellers rigtig godt lide fisk.

Er det fordi, det er besværligt at lave fisk? For så er løsningen her. Denne opskrift er nem at lave og kan næsten kun blive vellykket. Den handler om at dampe fisk ovenpå grøntsager, og den kan laves med en hvilkensomhelst slags fisk på en hvilkensomhelst slags grøntsager ved hjælp af en hvilkensomhelst slags væske. (Hvis du bare gerne vil lave den på billedet, så scroll ned i bunden af indlægget.)

Du kan lave retten med det, du lige har i køleskabet, eller hygge dig med at eksperimentere dig frem til din egen yndlingskombination.

Man kan dampe fisk i ovnen, men jeg gør det på panden, for så er det lettere at holde øje med, om der er for lidt eller for meget væske, og om fisken er ved at være færdig. Den må ENDELIG ikke få for meget.

Nem fisk til aftensmad

Du skal bruge:
Fisk (i fileter – for eksempel laks, torsk, sej, rødspætter)
En slags løg (for eksempel et almindeligt løg, et rødløg eller et bundt forårsløg)
Grøntsager i forskellige farver, gerne kål
Smør eller olie
Krydderier eller krydderurter (alt kan bruges)
Væske (for eksempel vand, kokosmælk, bouillon eller en halv dåse hakkede tomater)
Salt og peber efter smag

Fremgangsmåde:
Skyl fiskefileterne i koldt vand og læg dem på en tallerken med lidt fint salt strøet på.

Skyl grøntsagerne og skær dem i tern, strimler, buketter eller hvad der egner sig til dine grøntsager. Varm smør eller olie på panden og sauter grøntsagerne i et minut ved jævn varme. Du kan også tilsætte krydderier nu.

Grøntsager sauteres

Først sauteres grøntsagerne… Foto: Solvej D. Rasmussen

Hæld væsken ved og skru ned til middel varme. Læg fiskestykkerne ovenpå grøntsagerne, og drys med krydderurter, hvis du bruger det. Hold væsken i kog, sådan at fisken bliver dampet, og hold også øje med, at væsken ikke koger væk. Hvis bunden af panden begynder at se tør ud, så tilsæt mere væske. Har du ikke mere af den væske, du startede ud med, så tilsæt lidt vand.

Torsk på panden

… så tilsættes væske, og fisken lægges ovenpå… Foto: Solvej D. Rasmussen

Til sidst kan du eventuelt lægge låg på panden for at få fisken gennemvarmet. Lige så snart, fisken ikke er gennemsigtig i midten, så af med panden! Ellers bliver fisken tør. Torskefileterne på billedet var færdige efter cirka tolv-fjorten minutter.

Persille på torsk på panden

… og til sidst drysses krydderurterne på. Foto: Solvej D. Rasmussen

Du skal bruge 1-2 dl væske. Hvis jeg bruger kokosmælk, vil jeg gerne have, at der bliver en hel del tilbage til sovs i panden, men hvis jeg bruger vand, må det meste af det gerne fordampe.

Den på billedet:
Torsk, rødløg, spidskål, gulerødder (giver dejlige orange prikker), vand, citronsaft og persille.

Se flere nemme aftensmads-opskrifter lige her, og find den lækreste laks-på-mandler-opskrift her.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter, Nem aftensmad. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Opfind din egen nemme fisk til aftensmad

  1. Tak for inspiration til at sætte fisk på menuen. Jeg vil også gerne spise mere fisk (frisk – spiser faktisk en del tun og makrel i tomat), for det ER jo superlækkert. Men for mig er der tre barrierer:

    1. Fisk er ret besværlig at få fat på. Der er langt mellem fiskeforretningerne her i Århus. Den i supermarkedet har jeg ikke lyst til at købe – den ser hverken frisk eller indbydende ud. Den frosne er bare ikke helt så lækker – og den skal man jo også huske at tø op!

    2. Frisk fisk er temmelig dyr. Jeg bliver hver gang overrasket over prisen, når jeg har været i en fiskeforretning. Senest købte jeg et (ikke særlig stort) stykke varmrøget laks i Salling – det kostede 83 kroner !!! Af samme grund er fisk blevet til mad, jeg forkæler mine gæster med, men sjældent laver til mig selv.

    3. Vanen. Jeg har bare flere kødretter “på rygraden” og er mest vant til at tænke i den retning.

    • Solvej skriver:

      Prisen har også afholdt mig fra at købe fisk mange gange. Men den blindgyde vælger man jo selv, om man vil sparke hul igennem. Engang besluttede jeg, at vi skulle have fisk hver tirsdag, koste hvad det ville. Det virkede faktisk udmærket i et stykke tid (og jeg kan forøvrigt sagtens leve med supermarkedsfisken, den er ikke dårlig). Viggo spørger ind i mellem, om vi ikke skal indføre det igen, og det tror jeg måske, vi skal.
      Tak for din kommentar, jeg er sikker på, der er mange, der kan genkende det, du skriver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code