Havregrynscookies uden hvede

Chokoladecookies med havregryn og uden hvede

Chocolate chip cookies med havregryn og hasselnødder. Foto: Solvej D. Rasmussen

De her store, bløde, seje chokoladecookies har en lækker smag af havregryn, og de er selvfølgelig bagt uden hvedemel, og de vil for evigt minde mig om en god campingtur til Holbæk Fjord :)

Skulle du have lyst til chokoladecookies UDEN havregryn og stadig uden hvedemel, så klarer vi også det. Så skal du bare lige klikke her.

Du skal bruge:
100 g smør
100 g sukker
50 g farin
1 æg
100 g fint majsmel
100 g havregryn
1 tsk vaniljesukker
½ tsk bagepulver
100 g hakket chokolade
50 g hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:
Smelt smørret, for eksempel i mikrobølgeovnen. Rør det sammen med sukker, farin og æg. Bland resten af ingredienserne i og rør dejen godt sammen.

Sæt skefulde af dejen på en plade med bagepapir. Kagerne flyder ud, nogle gange meget, nogle gange ikke så meget.

Chokoladecookies med havregryn

Der skal være plads til, at kagerne flyder ud. Foto: Solvej D. Rasmussen

Bag kagerne ved 175 grader i 10-15 minutter afhængigt af, hvor store du har lavet dine dejklatter. De skal være brune i kanterne, når du tager dem ud. De er bløde og skrøbelige, sålænge de er varme, så lad dem køle helt af på en rist, så kan du spise dem eller lægge dem i din yndlingskagedåse, uden at de går i stykker.

Tak til Randi for opskriften!

Chokoladecookies med havregryn

Kagerne kan også bruges som den søde bid til brunch. Foto: Solvej D. Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Kager uden hvede. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Havregrynscookies uden hvede

  1. Randi skriver:

    Det var da så lidt! Hvad gør man ikke for at forsøde campinglivet for en ikke-campist? ;-)
    Du har haft en heldig (eller veltrænet) hånd til at lave dejklatterne med; dine kager er i hvert fald ikke flydt så meget ud, som mine gjorde – og jeg synes jo cookies skal være tykke, så det ser rigtig godt ud!

    • Solvej skriver:

      Men jeg synes, de skulle være KÆMPEstore og flade ligesom dine, så jeg var faktisk ikke helt tilfreds (med formen i hvert fald).
      Og jeg kan godt lide camping, bare jeg ikke skal sove i telt. … Nååårhja. Så er det ikke camping. :|

  2. Rikke Christensen skriver:

    Hej Solvej

    Så har jeg prøvet opskriften dine lækre lækre cookies. Jeg synes de bliver super lækre og det er lækkert at de er lidt tykke.
    Jeg putter lidt salt i dejen, og et enkelt saltkorn eller 2 på toppen af hver cookie (endelig ikke for mange). Salten giver et super modspil mod alt sukkeret og chokoladen.
    Men de er super lækre. Tak for opskriften

    Rikke

    • Solvej skriver:

      Hej Rikke!
      Hvor er det dejligt at høre, at opskriften lykkedes hjemme hos dig og så med salt. Spændende tilføjelse – det vil jeg prøve næste gang jeg bager dem. Jeg har nogle sorte saltflager – kunne sikkert se knaldgodt ud oven i købet ;)
      Hilsen Solvej

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>