Salat med blå druer og cashewnødder

Salat med blå druer, cashewnødder og lysegrøn peber

En nem salat med kun tre ingredienser. Foto: Solvej D. Rasmussen

Den her salat smagte meget bedre end jeg kan få den til at se ud på billeder. Du skulle virkelig tage og lave den! De søde druer, de ristede cashewnødder og de sprøde, friske lysegrønne pebere supplerede hinanden perfekt.

For en sjælden gangs skyld vil jeg kede dig med, hvordan jeg fik ideen til denne salat, og hvad jeg tænkte på undervejs. Det her er trods alt en blog om at opfinde madopskrifter.

Det startede med, at cashewnødderne var billige i Kvickly; jeg lagde mærke til det, men købte ikke nogen, for jeg havde ikke noget at bruge dem til. I indvandrerbutikken, hvor jeg købte rispapir til dem her, lå de lysegrønne pebere og var smukke og anderledes. Jeg var som sagt ude efter rispapir, men aldrig så snart havde jeg forladt butikken uden at købe lysegrønne pebere, før jeg vidste, at de ville være perfekte sammen med cashewnødderne og blå druer. Man kan ikke forklare, hvordan man får en ide. Derfor kan jeg ikke sige, hvor de blå druer kom fra, men jeg kan forklare, hvorfor de blev. De kunne jo være røget ud igen. Men de blev, fordi de ville give mørke prikker til de to andre, lyse ingredienser, og fordi den søde, søde druesmag ville passe godt til nødderne.

Da jeg var tilbage i Kvickly efter nødder, spekulerede jeg noget over, om de skulle være saltede eller naturel. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at lavt saltindhold er en god ting, men fordi de naturelle er blegere, besluttede jeg at riste cashewnødderne på en tør pande og lade dem tage farve, før de kom i salaten.

Jeg skar peberne ud i korte juliennes (tændstikker). Det giver altid en god virkning at skære ud på en anden måde end man plejer. Husk at gøre det i morgen. Men husk også at lægge mærke til, om det virker. Jeg prøvede nemlig også at skære vindruerne ud i skiver i stedet for halve. Men det virkede ikke. For så kunne man ikke se den flotte, blåduggede skræl. I stedet kunne man kun se det jeg-ved-da-virkelig-ikke-hvad-den-farve-hedder-farvede, halvgennemsigtige indre af druerne. Så ud med skivede druer og comeback til halverede.

Det hele blev blandet sammen. Jeg er næsten sikker på, at du ikke orker at høre om, at jeg gav blandingsforholdet mellem de tre ingredienser en del opmærksomhed, men det med opmærksomhed er vigtigt, når man improviserer eller opfinder en ret. Man skal justere på retten undervejs. Lægge mærke til, om det var det her, der gjorde, at den tog sig betagende ud inde i hovedet? Eller om man skal droppe den forestilling, man havde, og følge med på den vej, som retten helt af sig selv er gået? I dette tilfælde var det det første. Salaten var for grøn, og der skulle flere druer og nødder i.

Dressing eller ikke dressing? Hvis cashewnødderne havde set meget tørre og kedelige ud, ville jeg have brugt lidt olie, men de var okay, og jeg kan tit bedst lide salat helt uden dressing. Den fik et drys friskkværnet peber.

SÅ mange overvejelser! For en salat, der, som du nu vil finde ud af, er helt utroligt nem at lave.

Den smager fantastisk til en varm kødret. De lysegrønne pebere smager ligesom de ser ud – som grøn peber, bare mildere.

Salat med druer og cashewnødder

Du skal bruge:
3-4 mellemstore, lysegrønne pebere
20-30 blå druer
Cirka 100 g cashewnødder naturel
Friskkværnet peber

Blå druer og lysegrøn peber

Vindruer og neongrønne pebere. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Fremgangsmåde:
Rist cashewnødderne på en tør pande for fuldt blus. Hold øje med dem. De skal have tid til at få mørkebrune pletter, men må ikke blive sorte. Lad dem køle af.

Skær peberne ud, rens dem grundigt for de hvide årer. Halvér druerne og bland de tre ingredienser godt sammen. Arrangér salaten på et fad eller i en glasskål (som jeg ikke havde, men det kunne have været fint). Drys med friskkværnet peber.

Salat med blå druer, cashewnødder og lysegrøn peber

Det søde fra druerne og det tørre, nøddeagtige fra cashewnødderne og det neutrale, friske fra peberfrugterne gjorde det til en virkelig dejlig salat. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Salat. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Salat med blå druer og cashewnødder

  1. Dejlig inspiration til en ny salat. De lysegrønne pebre har jeg ikke set før – dem må jeg holde øje med hos min lokale grøntpusher :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code