Mini-lagkager med tyttebærcreme (uden hvede)

Mini-lagkager med tyttebærcreme

Lagkagebundene bages uden hvedemel og fyldes med flødeskum og tyttebær. Foto: Solvej D. Rasmussen

Det er snart tid for fødselsdags-lagkage her i familien, og i år har jeg tænkt: Mini! Dette er generalprøven. Hvis man skal dømme efter, hvor meget kaffe og lagkage jeg har indtaget her til eftermiddag, er generalprøven en BRAGENDE succes.

Mini-lagkager med tyttebærcreme

Du kan lave mini-lagkagerne med alle MULIGE slags fyld, og det er det, der er det sjove ved dem. Foto: Solvej D. Rasmussen

Et kort resume: Bundene er bagt i bradepander og stukket ud med en bagering på 5 cm i diameter. Tyttebærcremen er lavet efter min slår-aldrig-fejl-kagecremes-opskrift. Jeg har valgt tyttebær, fordi de er i sæson her i oktober.

Husk at have det sjovt, når du laver mini-lagkager – det er meget vigtigt! Og husk at lave dem på alle mulige andre måder end jeg har gjort her, en anden creme og noget andet pynt og så videre, og læg i så fald gerne en beskrivelse eller et link i kommentarerne, til inspiration for os alle! :)

Mini-lagkager med tyttebærcreme

Du skal bruge (til cirka 15 kager):
6 æg
250 g sukker
125 g kartoffelmel
2½ dl fløde
Tyttebærsyltetøj
Flormelis til glasur

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader (varmluft er fint). Beklæd en stor eller to mindre bradepander med bagepapir.

Pisk æg og sukker over kogende vandbad, til dryppet kan stå. Det vil sige: Bring en gryde med 2-3 centimeter vand i kog. Sæt en skål med æg og sukker oven i gryden, så den hviler på kanten af gryden, men ikke rører vandet. Skru ned for varmen, så du kun lige holder vandet i kog. Pisk med en håndmixer, indtil æggemassen er stor, luftig og næsten hvid. Når du standser piskningen og trækker piskerisene op, bliver dryppet stående lidt, før det flyder ud igen – så er du klar.

Vend kartoffelmelet i æggemassen (jeg kører på laveste hastighed på håndmixeren). Fordel dejen jævnt i bradepanderne og bag dem 6-10 minutter. De skal være gyldne på oversiden.

Løft bundene op i bagepapiret og lad dem køle af på en rist. Når de er kølet helt af, kan du stikke mini-bunde ud med en bagering eller en kageform (det smarte ved bageringen er, at den er højere end en kageform, så den kan bedre nå igennem).

Stik mini-bunde ud med en bagering

Stik mini-bunde ud med en bagering. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Pisk fløden stift og del den i to skåle. Bland den ene del med tyttebærsyltetøj, indtil du synes farven er fint lyserød, og smagen er rigtig. Strø lidt sukker på dit fad eller din kagetallerken, så kagen nemt slipper. Læg to bunde sammen med tyttebærcreme.

Mini-lagkager

Læg to små lagkagebunde sammen med en spiseskefuld tyttebærcreme. Foto: Solvej D. Rasmussen

Rør en tyk glasur og bred en ordentlig teskefuld ud øverst på kagen. Det må gerne løbe pittoresk ned ad siderne. Vent til glasuren er nogenlunde tør og brug en sprøjtepose og en stjernetyl til at placere en lille dut af den anden flødeskum på toppen af kagen.

Mini-lagkager med glasur

En teskefuld tyk glasur på toppen af hver mini-lagkage. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Eller læg kagerne sammen med en creme efter eget valg og pynt med hvad du nu har lyst til. Jeg tænkte, at det ville blive ALT for meget flødeskum på sådan en lille kage, hvis jeg sprøjtede en fin flødeskumskant hele vejen rundt langs siden. Så jeg har ladet kanten stå som den er – så kan man også se lagene i lagkagen. Hvis du er mere fingernem, kan du sikkert lave en fin marcipankant eller noget andet sofistikeret :)

En sidste ting: Jeg har tænkt mig at lægge kagerne sammen på hver deres lille kagetallerken, sådan at gæsterne ikke skal fedte rundt med at flytte en kage fra fadet over på tallerkenen. De skal bare tage en tallerken med en kage på.

Dette indlæg blev udgivet i Kager uden hvede. Bogmærk permalinket.

12 kommentarer til Mini-lagkager med tyttebærcreme (uden hvede)

  1. Charlotte Ørsø skriver:

    De er vel nok fine!
    Desværre bliver det først sæson for fødselsdags-lagkage her til næste år. Men et kaffeselskab kan man da altid banke sammen.

    Har du et bud på, om de bliver bedre af at stå en dags tid på køl – værre eller det samme?

    • Solvej skriver:

      Når jeg laver den her lagkage i almindelig lagkagestørrelse, synes jeg altid, den bliver bedre af at stå på køl en dag. Men om det virker i mini, er jeg lidt i tvivl om. Flødeskummen… flødeskummet?… er ligesom mere eksponeret i mini-versionen, fordi der er mere kant. Så jeg tror, jeg lægger dem sammen om morgenen samme dag som de skal spises om eftermiddagen, og så må jeg lige vende tilbage med et svar! Om effekten af en halv dag på køl.
      Og ja, man burde da ikke skulle lede ret længe for at finde en undskyldning for at spise lagkage!

    • Solvej skriver:

      Nu har jeg prøvet det – det var fremragende! Ingen problemer i en halv dag på køl.
      Hilsen Solvej

  2. Anne skriver:

    Hvor smart og hvor lækkert! Det er godt nok bedårende med sådan en omgang mini-kager, så kan man jo altid lave lidt forskelligt når de ikke er større (:

    – Anne

  3. Randi skriver:

    Hvor ser de fine ud!

  4. Mary-Ann Jensen skriver:

    Sikkert nogle flotte danske sommer kager.
    Hilsen en kage elsker.

  5. Lena skriver:

    Har lige lavet 12 små, fine, lækre lagkager. Jeg måtte opgive at lave æggeskummet i vandbad, da min (ellers ovnfaste) glasskål flækkede under forsøget. Det lykkedes alligevel. Bundene smager super godt i sig selv – det bliver dem jeg laver fremover.

  6. Pingback: Food | Pearltrees

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code