Det må være mandlerne, der har givet toscakagen sit navn. Ser man ikke blomstrende mandeltræer ved toscanske landsbyer for sig, når man siger toscatærte? Eller ser du side 47 i den første Karoline-kogebog, hvor opskriften stammer fra?
I den oprindelige opskrift bager man en sandkage-agtig bund, hvor der blandt andet skal bruges 100 g hvedemel. Nu spiser jeg og de fleste af mine læsere jo ikke hvede. Så jeg har i stedet lavet bunden som en mazarinkage. Der skal ikke ret meget mel i, og man kan derfor let skifte det ud med rismel. Desuden skal der marcipan i mazarinkagedej, og marcipan og mandler passer selvfølgelig perfekt sammen.
Kagen her blev med andre ord og for at citere Viggo – voldsomt god.
Nyd den :)
Toscakage uden hvede
Du skal bruge:
Mazarinbund:
150 g marcipan
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker
125 g blødt smør
2 æg
50 g fuldkornsrismel
Mandelfyld:
50 g smør
100 g smuttede, grofthakkede mandler
50 g sukker
1 tsk fløde eller mælk
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader (jeg brugte varmluft) og gør en rund springform klar (jeg smører kanten med smør, tegner bunden af på et stykke bagepapir og klipper den ud). (Fordi der er ikke noget værre end når bunden ikke slipper).
Riv marcipanen på den fine side af rivejernet og rør den sammen med sukkeret i en skål. Tilsæt vaniljesukker og smør (du kan gøre det blødt på ti sekunder i mikro-ovnen). Rør æggene i et ad gangen og rør til sidst melet i dejen.
Bag bunden 15-20 minutter, indtil den er fint lysebrun.
Mens bunden er i ovnen, koger du mandelfyldet sammen i en gryde. Når bunden er klar, hælder du fyldet på, og kagen bager derefter 5-10 minutter eller indtil mandelfyldet er brunet. Jeg har brugt dobbelt så mange mandler som i den oprindelige Karoline-toscakage, fordi jeg godt kan lide, når de grofthakkede mandler dækker hele kagen.
Uuuuuuuhhhhhmmmmm :) Hvorfor bor du ikke lige rundt om hjørnet, så man nemt kunne smutte forbi til en kop kaffe og noget nybagt kage :)
Fortvivl ikke, vi finder en løsning, Inge :)
Nøj, den ser god ud! Lavede selv en toscakage for lidt tid siden, men synes i virkeligheden der var for meget karamel/mandelsnask i forhold til kage. Din ser ud til at have det perfekte forhold mellem kagebund og snask. Mums!
Forholdet var perfekt til min smag – jeg har nu svært ved at forestille mig, at der kan blive for meget karamel-og-mandel-halløj :)
Yum, faldt lige over din lækre opskrift via google – kan du huske hvor stor springformen du brugte var, i daimeter?
-Anne
Den er cirka 22 cm i diameter, og kagen er sindssygt god!
Hilsen Solvej
Kan man erstatte rismel med hvedemel?
Ja! Opskriften var oprindelig med samme mængde hvedemel.
Hilsen Solvej
Pingback: Toscakage, uhmmm… | Bedstes blog