Burgerboller uden hvedemel

Burgerboller uden hvede

Burgerboller til din hvedefri burger. Foto: Solvej D. Rasmussen.

En af de ting, jeg godt kunne lide ved burgere, dengang jeg stadig spiste hvede, var den totalt tandløse, hvide burgerbolle. Det bløde brød smagte skønt sammen med ketchup, skod-agurkesalat og unaturligt runde og saftige hamburgere.

Senere lærte jeg at sætte pris på hjemmelavede burgere med kraftige, hjemmebagte burgerboller, som man rent faktisk kan mærke, når man tager en bid. De er sundere, og de mætter – man skal bare ikke forvente junkfood-smagsoplevelsen. Denne opskrift er på den slags burgerboller. De er uden hvedemel, men med havregryn og fuldkornsrugmel.

Hvis nu du skulle være på jagt efter en lys og luftig-grænsende-til-det-ikke-eksisterende burgerbolle uden hvedemel, så prøv at tjekke firmaet Schärs hvede- og glutenfri produkter. Jeg har ikke prøvet deres boller (kun deres hvedefri lasagneplader), men de har muligvis en, du kan bruge.

Hjemmebagte boller til burgere.

Gør bollerne flade, så burgeren ikke bliver for høj. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Og nu til opskriften. Den minder meget om de her grovboller, bortset fra faconen, sesamfrøene og forholdet mellem rismel og rugmel. Og husk, at glutenfri og hvedefri ikke er det samme.

Burgerboller uden hvedemel

Du skal bruge (der blev 18 burgerboller af denne portion):
25 g gær
1 liter håndvarmt vand
2-3 teskefulde sukker
2 tsk salt
½ dl olie
1 dl havregryn
Cirka 3 dl rugmel
Cirka 7 dl rismel
3 spsk loppefrøskaller (kaldes også fiberhusk og er nødvendige for at få den hvedefri dej til at blive elastisk)
Sesamfrø

Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt, havregryn og olie. Rør rugmel og loppefrøskaller i. Tilsæt cirka halvdelen af rismelet. Ælt dejen sammen og tilsæt mere rismel, indtil du har en smidig dej, der slipper bordet. Det er ikke sikkert, du skal bruge alt melet.

Læg dejen tilbage i skålen, dæk med et viskestykke og lad den hæve cirka 1½ time. Slå den sammen og rul den ud i en tyk pølse. Skær den i skiver og form skiverne til flade boller. Lad dem hæve under et viskestykke i ti minutter. Pensl bollerne med mælk og drys dem med sesamfrø.

Bages ved 200 grader i 15 minutter på almindelig ovn og derefter 5 minutter på varmluft. Så er du klar til at lægge din hvedefri burger sammen :)

Dette indlæg blev udgivet i Brød uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Burgerboller uden hvedemel

  1. maria skriver:

    Jeg har prøvet at bage dine burgerboller. Har dog ikke haft succes med det, de bliver ikke nok – total dejet indeni. Har du ikke oplevet dette??

    • Solvej skriver:

      Ej, hvor ærgerligt! Jeg kan ikke komme på andet end at bage dem lidt længere, indtil de lyder hule og bagte, du ved, når man tager dem op med sin grydelap og banker dem på bunden.
      De kan godt være lidt klæge – så kan det være godt at skære dem over og riste dem på brødristeren først – og ‘totalt dejet’ skal de ikke være!
      Jeg krydser fingre for, det lykkes bedre næste gang, hvis du altså har modet til at prøve igen :)

      Mange hilsner fra Solvej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code