Appelsinsalat med dadler

Marokkansk appelsinsalat til jul

Appelsiner, dadler, pinjekerner og mynteblade. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Denne marokkanske appelsinsalat med dadler ved slet ikke, hvor julet den er. Du kan lave den med mandelsplitter, hvis du ikke synes, pinjekerner siger ‘glædelig jul’ nok til dig.

Jeg regner med at sætte salaten på bordet en hverdag i december til stegte andelår. Salaten ville også være god til andestegen juleaften, og eftersom folk er begyndt at spise nordiske tapas og hvad-har-vi til firma-julefrokoster, ja, så kan det da også være, at vi om ganske få årtier er parat til at spise andet end rødkål og tyttebærsyltetøj som tilbehør juleaften her i huset…

Appelsinsalat som tilbehør til stegt and

Appelsinsalaten egner sig som tilbehør til stegt and – måske juleaften? Foto: Solvej D. Rasmussen

Myntebladene fandt jeg i haven, hvor de stak op af sneen i krydderurtebedet, som også sidste vinter var vidunderligt produktivt langt ud over sæsonen.

Der duftede skønt af appelsiner i køkkenet, da jeg lavede denne opskrift, som er tilpasset fra Anne Wilsons hæfte ‘Det marokkanske køkken’.

Marokkansk salat med appelsiner og dadler

Du skal bruge:
Appelsiner (cirka 1 pr. person)
Tørrede dadler
Pinjekerner (eller mandelsplitter)
Mynteblade
Evt. appelsinsaft

Fremgangsmåde:
Rist pinjekernerne på en tør pande. De må gerne blive brune, men ikke sorte, så pas godt på dem. Lad dem køle af på en flad tallerken.

Skær appelsinerne i tynde skiver og skær kanten og midten væk, så der ikke er noget af det bitre, hvide tilbage. Læg dem på et fad.

Skær dadlerne i tynde strimler og arranger dem ovenpå appelsinskiverne. Strø pinjekerner ud over og til sidst hakkede mynteblade.

Pres eventuelt lidt appelsinsaft ud over salaten. Det kan du også gøre, for at genoplive salaten, hvis du har lavet den i god tid, og den er kommet til at se tør ud efter opholdet i køleskabet.

Salat med appelsinskiver, tørrede dadler og ristede pinjekerner

Salaten duftede helt fantastisk af appelsin og jul. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Salat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code