Bolsjebeder og grønkålssalat

Bolsjebeder i hjertefacon

Hjerteformede bolsjebeder på grønkål. Foto: Solvej Dorthea Rasmussen.

Julen er hjerternes fest, nu også i salaten. Jeg har brugt en lille småkageform til at stikke hjerter ud af bolsjebeder, og sådan kan man overstrø sin salatskål med de fineste, sunde, spiselige hjerter med lyserøde striber. Perfekt til julebordet.

Samtidig gav det mig en undskyldning for at lave grønkålssalat med blåbær, inspireret af Louises kommentar til det her indlæg. Jeg fortryder, at jeg udelod granatæblekernerne, men dem kan man jo altid tage med en anden god gang, og i hvert fald stor og hjertelig tak til dig, Louise, for god udfordret-julemads-inspiration :)

Man kan selvfølgelig bruge alle beder og rodfrugter til alle salat-sammensætninger, så du skal bare more dig med det.

Bolsjebeder i hjertefacon

Brug en kage-udstikker til at give bederne facon. Foto: Solvej Dorthea Rasmussen

Salat med bolsjebeder og grønkål

Til den på billedet skal du bruge:
Bolsjebeder (gule beder eller almindelige rødbeder kunne også være flotte, og til en stilfuld hvid-grøn salat kunne du bruge pastinakker)
Grønkål
Hasselnødder
Blåbær (friske eller tørrede)
Olie-eddike-dressing med salt, peber og evt. lidt sukker

Fremgangsmåde:
Skyl grønkålen og skær bladene fra stilkene. Hak de grønne blade fint. ELLER køb grønkålen skyllet og snittet henne i supermarkedet :)

Hak hasselnødderne fint og bland dem med grønkål og olie-eddike-dressing i en skål.

Skræl bolsjebederne og skær dem i tynde skiver. Brug en af dine små kageforme til at stikke hjerter eller stjerner eller jesusbørn ud med. (Vi har faktisk en elg-kageform, men selv når vi bruger den til småkager, kan man ikke se, hvad det er. Så den blev det altså ikke.)

Anret blandingen i små portionsskåle – eller på et stort, flot fad – og pynt med bolsjebede-hjerter og blåbær. Jeg brugte friske, syrlige bær, men jeg tror, at de tørrede ville have været bedre, fordi de er sødere.

PS. Hak resterne fra bolsjebederne fint, bland dem med lidt græsk yoghurt eller lignende og sæt det i køleskabet, indtil du kan spise det som tilbehør til en anden ret – bare så det ikke går til spilde.

Hjertesalater i portionsskåle

Salaterne er lavet i portionsskåle, men det kunne også være flot med hjerter på et stort fad med salat. Foto: Solvej Dorthea Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Fyld-selv-ud-opskrifter, Salat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code