Kikærtefrikadeller med mandler

Kikærtefrikadeller med mandler

De bedste vegedeller i vores familie. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Disse vegetariske frikadeller har opnået den største ære, som en vegedelle kan opnå. Nemlig at Laurits på 13 har opfordret en af sine venner til at smage dem.

Opskriften kan hurtigt forklares som falafler med mandler. De er min favorit inden for vegedeller, og altså også drengenes, og derfor får I opskriften her, så I kan lave dem en dag, hvor I også vil sætte grøn og klimavenlig aftensmad på bordet.

Konsistensen er meget tør, synes jeg. Derfor spiser vi dem med sød chilisovs til – det liver op!

Falafel med chilisovs

Sød chilisovs er en dejlig kontrast i smag og konsistens til falaflerne. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Vegedeller med kikærter og mandler

Du skal bruge:
1 ds kikærter
200 g mandler
1 løg
2-3 fed hvidløg
3 æg
Paprika
Salt og peber, evt. chili
Olie til stegning

Fremgangsmåde:
Giv mandlerne et opkog i en gryde og smut dem. Skyl kikærterne grundigt i koldt vand.

Blend kikærter, løg og hvidløg. Jeg putter små portioner i nøddehakkeren til min stavblender, og det er faktisk ikke så omstændeligt, som det sikkert lyder.

Hak også mandlerne. De må gerne være grofthakkede.

Bland kikærter, mandler, løg og hvidløg med æg i en skål. Krydr massen med paprika, salt og peber efter smag. Paprika gjorde disse kikærtefrikadeller nærmest laksefarvede :)

Kikærtefrikadeller er en slags vegedeller

Små vegedeller bliver mest lækre, synes jeg. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Varm olie på en pande og sæt ‘frikadeller’ af massen på med to spiseskeer. Læg låg på og lad dem danne en fin stegeskorpe ved middel varme. Så kan du nemt vende dem og stege dem færdige på den anden side, stadig med låg på panden for at holde på varmen.

Kikærtefrikadeller og kanelbasilikum

Kikærtefrikadellerne blev serveret med frisk agurk og pyntet med kanelbasilikum. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Frikadeller. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Kikærtefrikadeller med mandler

  1. A + K = ♥ skriver:

    Mmh, er sikker på de er helt vildt gode, har aldrig lavet falaffel med nødder, men er vild med mandler – og så er jeg en haj efter sød chilisovs som dip, så det må være et hit :D

    – Anne

  2. Hvor ser de lækre ud, de kikærtefrikadeller :)

  3. Maria skriver:

    Skal mandlerne sættes i blød først? Eller? :)

    • Solvej skriver:

      Hej Maria,
      Nej, du hælder dem bare ud af posen og i en gryde, dækker dem med vand og bringer det i kog. Lige så snart, vandet koger, er de færdige. Hæld koldt vand i gryden og lad mandlerne køle så meget af, at du kan smutte skallen af dem. Det er det hele :)
      Mange hilsner og held og lykke med frikadellerne fra Solvej

  4. Sanne Christensen skriver:

    De ser vildt gode ud!!:)
    Min kæreste kan dog ikke tåle nødder og mandler….er der mon andet, vi kan bruge i stedet?

    • Solvej skriver:

      Hej Sanne,
      Vi har selv lavet dem med finthakkede røde peberfrugter, det smagte fint.
      Kan din kæreste tåle kerner, altså solsikke-, græskar- osv – kerner? Så kan de evt. prøves. Jeg håber, det lykkes for jer.
      Mange hilsner fra Solvej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code