Hjerteformet rødbedesalat til Valentinsdag

Hjerter af rødbeder

Rødebedehjerter. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Så bliver det Valentinsdag. Hvis du vil vise nogen, at du virkelig elsker dem, så giv dem grøntsager! Fibre, vitaminer og den slags. Lav derfor også først og fremmest en dejlig salat til dig selv på Valentinsdag.

Salaten her er lavet til Viggo (min søde mand – og jeg lavede også en til mig selv). Det er nemt at lave Valentins-salat, for man skal bare bruge de grøntsager, som modtageren kan lide. Nu er Viggo meget glad for al slags mad, så det var ikke svært, men til drengene er der lidt mindre at vælge imellem. Det bliver en tomatsalat til Ejnar og noget med agurker og cashewnødder til Laurits.

Jeg har stukket hjerter ud af rødbederne med en lille småkageform for at få den rette Valentins-stemning (også brugt til at skabe julestemning her). Viggo kunne godt lide smagen af rå rødbeder, og hvis det er nyt for dig, så prøv det da! Men han talte mest begejstret om de marinerede artiskokker. Hvordan du end laver salaten, så sørg for at have det syltede indspark med.

Grøntsager stukket ud med kageform

Rødbedehjerter er sjove at lave og fine at servere. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Salat med hjerter til Valentinsdag

Du skal bruge:
En rødbede (eller en bolsjebede, hvis det skal være endnu mere lyserødt)
Et glas grillede artiskokker
Hjertesalat
Creme fraiche
Rødløg

Fremgangsmåde:
Skræl rødbeden og skær den i tynde skiver. Stik hjerterne ud med småkageformen og læg hjerte-stykkerne i en skål sammen med lidt af marinaden fra artiskokkerne.

Hak de stykker rødbede, der er tilbage efter hjerterne, og bland dem med lidt creme fraiche. Det giver en meget Valentins-agtig, lyserød creme.

Skyl salaten og skær den i strimler. Skær de grillede artiskokker i mindre stykker på langs – jeg synes, de er for store til en mundfuld. Rødløgene skærer du i tynde skiver. Anret salaten i en dyb tallerken, læg en skefuld rødbedecreme ved og server den med rugbrød.

Hjertesalat og rødbedecreme

Valentins-salat til to. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Salat. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Hjerteformet rødbedesalat til Valentinsdag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code