Kartoffelmos med grøntsager

Kartoffelmos med grøntsager

Kartoffelmos er nemt, sundt, billigt, klimavenligt og velsmagende. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Husk at spise kartoffelmos. Jeg skriver det kun, fordi jeg selv glemte det. Jeg glemte, hvor godt det smager, hvor nemt det er at lave, hvor billigt det er, hvor godt det smager, nå, det har jeg allerede skrevet, og så huskede jeg kartoffelmos igen, fordi det er en fantastisk måde at spise grøntsager på.

Jeg tror, kartoffelmosens mange kvaliteter gik tabt for mig, da jeg lavede det til babyer tre gange om dagen. Nu, hvor drengene er 11 og 13 år, vrider vi jævnligt vores hjerner for at finde nye måder at få dem til at spise grøntsager på. Og så dukkede kartoffelmosen op igen. Denne gang i en udgave, der er spiselig for voksne.

Som regel koger vi et par stykker blomkål, broccoli, pastinakker eller lignende med i gryden og moser dem med kartoflerne, så grøntsagerne er usynlige, bortset fra måske et par grønne prikker. Den version, jeg har lavet på billederne, er nu meget flottere. Her laver man kartoffelmosen for sig, og så svitser man nogle grøntsager i pang-farver på en pande ved siden af og blander i. Jeg har brugt rødløg og broccoli, men rød peber eller savoykål kunne også være flot. Du kan også blande alle slags friske krydderurter i kartoffelmosen.

Kartoffelmos med grøntsager

Kartoffelmos med rødløg og broccoli. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Kartoffelmos smager af en eller anden årsag meget mindre kedeligt end de kogte kartofler, det er lavet af, og man skal altid huske at beregne flere kartofler pr. person til kartoffelmos end til kogte kartofler.

Kartoffelmos med grøntsager

Du skal bruge:
Kartofler
Grøntsager (de fleste er gode, men hvis du vil mose grøntsagerne sammen med kartoflerne, så brug kun blomkål og broccoli fra kål-familien – de andre funker ikke rigtigt)
Smør
Mælk
Salt og peber
Evt. olie til lynstegning af grøntsager i smukke farver

Fremgangsmåde:
Skræl kartoflerne, skær dem over, hvis de er store og put dem i en gryde med vand, så det lige dækker. Put andre grøntsager i gryden, hvis du gerne vil mose dem med. Vi holder os til cirka en tredjedel grøntsager og to tredjedele kartofler, men prøv dig frem og find ud af, hvad du kan lide.

Kartofler til kartoffelmos

Kartofler er et godt klimavalg. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Kog kartoflerne/grøntsagerne med lidt salt i 20-25 minutter, så de er meget bløde.

Hæld kogevandet fra, men lad så meget være tilbage, at bunden af gryden er dækket. Put en skefuld smør i gryden og lidt mælk. Nu ved jeg jo ikke, hvor stor en portion, du er i gang med at lave, når du læser det her, men start med lidt mælk – så kan du altid putte mere i, hvis mosen er for tyk.

Mos med en håndmixer eller gennem en sigte – aldrig med en blender, for så bliver mosen sej.

Smag til med salt, peber og evt. grønne krydderurter.

Hvis du gerne vil peppe kartoffelmosen op med flotte grøntsagsstykker, så svits dem hurtigt i olie på en pande. Tag nogle fra til pynt og rør resten sammen med kartoffelmosen.

Rester af kartoffelmos kan bruges til 117 ting, men det kan også bare varmes i ovnen. Tænd ovnen på 100 grader, sæt fadet ind og lad det varme igennem. Så får kartoffelmosen en fin, brun, bagt overflade.

Kartoffelmos med grøntsager

Kartoffelmos med grøntsager i pang-farver. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Kartoffelmos med grøntsager

  1. Randi skriver:

    Mmm… det var en god påmindelse med kartoffelmos med grønsager :)
    Og hvor er din blog blevet flot efter opdateringen!

  2. annette skriver:

    Sikke gode ideer, du har. Har lige opdaget din blog, som helt sikkert skal
    udforskes mere.

  3. Anna skriver:

    Jeg kan ellers godt lide at blende kartofflerne så de bliver klistret :-P Men tak for reminderen

    • Solvej skriver:

      Det er jo smag og behag :) Jeg synes, man skal gøre det på den måde, man bedst kan lide, så blend du bare :))

  4. Susann Romy skriver:

    Man skal aldrig undervurdere en god omgang kartoffelmos ;-)
    Lækker, let måde, du laver den på!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code