Kikærtefladbrød med timian

Kikærtefladbrød

Nemme, lækre kikærtefladbrød. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Hvordan skal det dog gå? tænkte jeg, da jeg gik i gang med at bage fladbrød af kikærtemel. Jeg har længe haft lyst til at prøve, hvilke muligheder der var i kikærtemel, når man nu ikke kan spise hvedemel. Men en dej kun af mel og vand lød som noget, man skulle være en meget rutineret fransk madmor eller indisk gadekok for at mestre. Det skal man heldigvis slet ikke. Det er meget, meget, meget nemt at bage kikærtefladbrød.

Dejen er tynd og sjasket, men får en fin, elastisk pandekage-konsistens, når den bliver bagt på panden. Smagen er … lad os spørge børnene. Laurits bad om at få sin serveret med hamburgerryg (som vi tit putter i almindelige pandekager). Det smagte ‘sygt godt’. Ejnar spiste sin naturel og sagde, at den smagte udmærket og ‘af kød’. Det sidste tror jeg skyldes, at jeg puttede timianblade i dejen, og det bekræfter mig i, at vi skal spise kikærtefladbrød som tilbehør til en middelhavsinspireret gryderet.

Brødene vil også være gode med en kyllingesalat til frokost, som suppebrød, som pizzabund, eller som kuvertbrød på en grillaften, hvor de andre spiser flutes.

Jeg tror, man kan gøre alt muligt med de her lækre, fiberrige og proteinfyldte madbrød, og jeg har tænkt mig at bage kikærtefladbrød tit og ofte i fremtiden.

Kikærtemel

Kikærtemel. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Kikærtefladbrød

Du skal bruge:
150 g kikærtemel (fås hos indvandrerkøbmænd)
6 spsk olivenolie
2,5 dl vand
Hakkede, grønne krydderurter (jeg brugte timian, mange opskrifter siger rosmarin, og jeg tror, du kan bruge dem, du lyster)
Salt
Olie til bagning

Fremgangsmåde:
Pisk vandet i melet lidt efter lidt. Dejen kommer til at dufte af ærter :)

Bland krydderurterne i og pisk olie og salt i dejen. Varm en pande op til høj varme. Jeg brugte en slip-let-pandekage-pande, og det fungerede som sagt supernemt.

Kikærtefladbrød bagt på panden

Jeg bagte små, nuttede kikærtebrød, som kan bruges på en kuvertbrødsagtig måde. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Hæld en lille smule olie på panden og derefter en portion dej. Du kan bage brødene store eller små, som du har lyst til. Mine brød er cirka 15 cm i diameter.

Vend brødet, mens det stadig er ret lyst og bag det færdigt på den anden side.

Dette indlæg blev udgivet i Brød uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Kikærtefladbrød med timian

Der er lukket for kommentarer.