Tacoskaller med alt muligt

Tacoskaller med fyld

Tacoskaller som sjov sommermad. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Jeg kan ikke finde ud af at spise tacoskaller, altså de runde. De går i stykker, jeg får kødsovs ned i hånden, den slags. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har det sådan, for nogen har været så elskværdig at opfinde den firkantede tacoskal.

Tak til dem, for tacoskaller er sjove at opfinde fyld til, og så er de hvedefri (de her er af mærket Santa Maria, og det har jeg IKKE fået en palle af dem for at skrive, men hvis du bruger tacoskaller fra en anden producent, og du ikke kan tåle hvede, så tjek lige ingredienslisten).

Tacoskaller med fyld

Tacoskal med salami-pølser, grønkål og bladselleri. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Man kan jo gøre lige hvad man vil med sådan en tacoskal. Det gør dem til rigtig sjov sommermad, som kan tilpasses gæsternes/børnenes favorit-ingredienser. Jeg gør det på den måde, at jeg går rundt i supermarkedet og kigger planløst på hylderne og lader mig inspirere. (Det gælder sådan set uanset, hvilken ret der skal opfindes.) Til den ene tacoskal her har jeg lavet fyld af bladselleri, grønkål fra haven og skiver af små snack-salami-pølser. Den anden version er en klassisk chili-oksekød-sovs. Man kunne også lave en vegetarisk version med stegte kartofler og peberfrugter i forskellige farver og størrelser.

For at blive i tex mex-traditionen ville jeg vælge ingredienser med en kraftig smag – derfor de fede, salte pølser. Brug godt med chili og andre krydderier – og hyg dig med det!

Tacoskaller med fyld

Tacoskal med oksekødsfyld. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Tacoskaller med fyld

Du skal bruge:
Tacotubs (2-3 stykker pr. person afhængigt af, hvor god appetit de har)

Chili-oksekøds-fyld:
500 g hakket oksekød
Olie
1 løg
2 stilke bladselleri i skiver
1 rød peberfrugt i små stykker
½ dåse hakkede tomater
Chili
Salt og peber
Revet ost til pynt (jeg brugte cheddar på grund af den flotte farve)

Salami-fyld:
3 små snack-salami-pølser
1 stilk bladselleri
Grønkål

Fremgangsmåde:
Lav kødsovsen ved at hakke løget og sautere det på en pande eller i en gryde ved middelhøj varme i et par minutter. Skru op og brun det hakkede kød. Tilsæt de øvrige ingredienser, lad dem varme igennem under omrøring og smag til med krydderier. Server tacoskallen med fyld, grøn salat og måske en skefuld creme fraiche og et par syltede grønne chilier.

For at lave salami-fyld skærer du ingredienserne i skiver og svitser dem hurtigt på en pande. Salt er ikke nødvendigt, fordi der er så meget salt i pølserne.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter, Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code