Makroner med blomster og flødeskum

Makron med bær, blomster og fløde

Makron med stedmoder. Foto: Solvej D. Rasmussen.

I morgen skal børnene i skole igen. Vi voksne startede arbejde i mandags. Ferien er slut. Sommeren er også snart slut. Suk. Men inden det går så galt, skal vi holde den årlige gadefest her i parcelhuskvarteret, og den bliver meget opmuntrende kaldt for ’sommerfest’. I år skal vi på tour de jardin, hvis I forstår – rundtur til haverne, hvor man viser sine roser og gulerødder frem og serverer en drink eller et boldspil. Jeg har tænkt mig at sætte disse sommerlige makronkager på havebordet.

Makron med røde ribs og flødeskum

Friske bær fra haven er min yndlings, men jordbær fra brugsen kan også bruges. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Inspirationen til sommer-småkager kom herfra. Jeg tænkte, at en lille generalprøve var hensigtsmæssig, og ganske rigtigt – mine kager ligner sguda overhovedet ikke dem på den anden blog! Det må være et spørgsmål om æggehvider, tror jeg.  Mine er blevet til makroner. De smagte skønt, men hvis du gerne vil have lidt flere mandler og lidt mere amaretti-stemning, og det kan godt være, at jeg selv vil det en anden god gang, så bag mandelkagerne her.

Her får du makroner – og vær hellere forberedt på, at resultatet kan variere afhængigt af størrelsen på æggehviderne.

Hvis du har cup-mål på dit målebæger, kan du gå frem efter dem. Og så skal vi lige huske at sige, at opskriften er både hvede- og glutenfri.

Makroner med flødeskum

Du skal bruge (til cirka 40 makroner):
1½ cup / 200 g mandler
1 cup / 2½ dl flormelis
½ cup / 1,75 dl sukker
1 tsk mandel-essens (hvis du har det)
3 æggehvider

2,5 dl piskefløde
1 tsk vaniljesukker
Bær og blomster fra din have (eller jordbær fra supermarkedet)

Fremgangsmåde:
Smut mandlerne ved at give dem et kort opkog i en gryde, hælde koldt vand over og smutte skallerne af. Hak dem helt fint i din nøddehakker eller food processor. Jeg brugte nøddehakkeren til min stavblender og tog det i små portioner. Man må ikke køre for længe, for så bliver det til mandelsmør – kunne være interessant en anden dag, måske, men ikke i dag.

Rør flormelis og halvdelen af sukkeret godt sammen med de finthakkede mandler i en skål.

Pisk æggehviderne i en anden skål, mens du lidt efter lidt tilsætter den anden halvdel af sukkeret. Pisk, indtil du får en stor, hvid sky af marengs.

Rør de to blandinger sammen og sæt store teskefulde af dejen på en plade med bagepapir. Sæt kagerne med god afstand, så der er plads til at de flyder ud (mine kager flød nu ikke ret meget ud, men alligevel).

Jeg bagte kagerne ved 150 grader ikke-varmluft, og det tog 20 minutter, før de fik en fin, lysebrun nuance. Hold øje med dine kager, så de ikke får for meget.

Med det samme kagerne er ude af ovnen, bonker du et hul ned i toppen med enden af en stor træske eller lignende. Hos mig passede håndtaget på træpiskeriset lige i størrelsen. Fordybningen skal give plads til masser af flødeskum!

Makronkager

Giv de friskbagte kager et dut, så du får god plads til flødeskum. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Pisk fløden med vaniljesukkeret og pynt de afkølede kager med flødeskum, bær og blomster fra haven. Jeg brugte vindruer, gule ribs og røde ribs. Det syrlige pift passede helt perfekt sammen med det søde og fede fra makronen og fløden. Så pyntede jeg med blomster fra stedmoder og fra hjulkrone. Stedmoderen kan spises, men hjulkronen – den lille blå stjerne – er nu ikke længere en spiselig blomst ifølge eksperterne, så den er kun til pynt. Jeg har taget den med af gammel vane.

Kagerne holder sig fint i køleskab samt i madkasse, hvis du skulle være på vej på picnic.

Kage med bær og blomster

Vindruen er fra orangeriet (hvor alle ellers havde opgivet vinplanten). Blomsterne er hjulkrone og stedmoder. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Kager uden hvede. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Makroner med blomster og flødeskum

  1. Hanna Buch Nielsen skriver:

    Jeg synes nu dine ser bedst ud :)

    Hvor mange kager bliver der af en portion?

    • Solvej skriver:

      Hej Hanna,
      Jamen, jeg er også meget tilfreds med dem, selvom forventningen var en anden.
      Der bliver ca. 40 makroner af portionen. Jeg skriver det lige ind i opskriften, tak for påmindelsen :)
      Mange hilsner
      Solvej

  2. Randi skriver:

    Neej, hvor er de fine! Blomster på desserten er så fint :) har selv store tallerkensmækkere, der er meget dekorative – men de smager af sennep, så måske er de bedre til salat…
    Hvordan ved man, hvornår makronerne har fået nok?

    • Solvej skriver:

      Man kan også bare lægge blomster på fadet med kagerne, hvis man nu ikke har spiselige blomster i haven eller hvis dem, man har, smager af sennep.
      Mht. til bagetid for makroner, så tror jeg, der er et ret stort vindue fra der, hvor de netop er færdigbagt, og til der, hvor de har fået for meget. De bager jo som regel i laaaang tid ved laaaav varme.
      Jeg ventede på, at mine kager skulle få en pæn lysebrun farve. Dejen var kridhvid, da jeg satte dem i ovnen. Jeg tænkte, de var færdige, når de havde en pæn farve!
      Mange hilsner fra Solvej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code