Stegte ris med rejer, ærter og æg

Klassisk opskrift på stegte ris

Stegte ris – næsten som på kinagrillen. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Det må have været på kinagrillen, at jeg smagte stegte ris første gang. Og hvad er det lige, har jeg sikkert tænkt, der gør, at de her ris smager en zillion gange bedre end dem, jeg koger derhjemme? Ris, rejer, ærter, æg. Det virker enkelt. Det smager fantastisk. Hvad sker der?

Hvis jeg ikke tænkte det første gang, hvor jeg var ung og uvidende om madlavning, så har jeg i hvert fald tænkt det mange gange siden. Sidste gang jeg spiste stegte ris a la kinesisk take away var i Paris i oktober. Min rejsekammerat – min skønne, dejlige, dengang 13-årige søn – syntes også, det smagte fantastisk.

Nu har jeg fundet ud af, hvad den hemmelige ingrediens er. Til alle jer Kung Fu Panda-entusiaster, der sidder derude og følger bloggen med spænding, vil jeg skynde mig at sige, at den hemmelige ingrediens ikke er ingenting, ligesom det var i Po’s fars berømte Hemmelige Ingrediens Suppe.

I stegte ris er der rent faktisk usynlige, magiske ingredienser, som gør smagen helt særlig.

Det er for eksempel østerssauce og sukker. Eller fiskesauce og honning. Altså kombinationen af sødme og salt, asiatisk sovs. Eksperimenter lidt med det, også med ingefær og citrongræs, hvis du har lyst. Men sørg for balance mellem salt sovs og sukker – jeg synes, det passer med en teskefuld sødt til en spiseskefuld sauce.

Kinesiske stegte ris

Børnene var utilfredse med ærterne, men godkendte ellers min udgave af stegte ris. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Opskriften er baseret på en opskrift i den meget smukke kogebog ‘Uimodståeligt asiatisk’, som er af Bill Granger. Den er nem at lave, den smager næsten lige så godt som på kinagrillen, og den giver god afveksling på det hvedefri bord.

Stegte ris med rejer, ærter og æg

Du skal bruge:
6 dl jasminris
8 dl vand
salt

3 spsk fiskesauce
3 tsk sukker
2 tsk salt

4 æg
1 løg
250 g ærter
250 g rejer (optøede)
Olie

Fremgangsmåde:
Kog risene i vandet, ligesom du plejer at koge ris.

Rør fiskesauce, sukker og salt sammen i en lille skål.

Pisk æggene let sammen i en skål eller dyb tallerken. Hak løget. Varm olien op i en wok og put løget på. Lad det lynstege under omrøring, så det ikke tager farve. Put rejer og ærter i wokken og rør fortsat rundt. Hæld æggene på og rør stadig rundt, mens æggene bliver til røræg. Hæld den blandede sauce på og til sidst risene. Bland det hele godt sammen og server.

Dette indlæg blev udgivet i Mad uden hvede, Nem aftensmad. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code