Rabarberkompot

Rabarberkompot nem opskrift

Rabarberkompot har en skøn farve og en skøn smag. Foto: Solvej D. Rasmussen

Jeg duftede til rabarberstænglerne, da jeg havde høstet dem. Frisk græs, nærmest. Men da de var bagt, og jeg åbnede ovnen, kom den skønneste duft af forsommer og rabarber ud imod mig.

Rabarberplanten har endelig vokset sig stor ude i haven, og jeg har lavet hjemmelavet, hjemmedyrket rabarberkompot to gange i år, så jeg går rundt og føler, at jeg producerer mine egne fødevarer. I det små, godt nok. Ti stængler bliver ikke til mere end et glas kompot. Til gengæld sætter man meget stor pris på det. Rabarberkompot smager simpelthen fantastisk dejligt til et stykke stegt et eller andet.

Der er rabarbercrumble her og råsyltede rabarber her, hvis du er så heldig at have flere rabarber end mig :)

Rabarberplante i haven

Det var en hård tid, men nu strutter rabarberplanten i bedet. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Jordbærrabarber plante

Min jordbær-rabarber-plante. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Rabarberkompot

Du skal bruge (nok til en middag med fire personer):
300 g rabarber
100 g sukker – måske lidt mere
Rapsolie eller en anden olie, der ikke smager af noget

Fremgangsmåde:
Du behøver ikke have præcis 300 gram rabarber. Sagen er bare, at man skal bruge cirka en tredjedel af rabarbernes vægt i sukker, og så var det et dejligt rundt tal. Så altså, vej dine rabarber – divider med tre – og du har sukkermængden. Hvis du gerne vil have en sødere kompot, for eksempel til dessert, bruger du bare lidt mere sukker, og omvendt, hvis du vil have en mere syrlig.

Rabarberkompot i ovnen

Drys sukkeret over rabarberne og dæk fadet med stanniol, før du sætter det i ovnen. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Skyl stænglerne og skær dem i stykker på 1-2 centimeter. Smør et ildfast fad med en lille smule rapsolie og læg rabarberstykkerne i. Drys sukkeret over. Dæk fadet med stanniol og bag rabarberne i ovnen ved 200 grader i cirka 15 minutter. Lad kompotten køle af og server  den i et glas, så alle kan beundre den smukke farve.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Køkkenhaven. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Rabarberkompot

  1. Randi skriver:

    Det er utroligt så meget farve, der er i nye rabarber! Det ser fint ud med kompot i et glas

  2. Solvej skriver:

    Og det er en dejlig farve :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code