Gryderet med kylling, porrer og fløde

Kyllingegryde som nem aftensmad

Kyllingegryde med porrer, tomater, fløde og grønne krydderurter. Foto: Solvej D. Rasmussen.

En af de nætter denne sommer, hvor lynene blitzede, tordenen brølede og regnen piskede skybrudsagtigt ned, lå jeg i et lille telt ude på en stor mark og bad for mit liv. Med kun teltdug til at beskytte mig mod vandmasser og lynnedslag besluttede jeg, at dette skulle være sidste gang, absolut sidste gang – ud af i alt to gange – at jeg tog med børnene på spejderlejr.

De er så venlige at lave sådan nogle familielejre ved siden af den rigtige spejderlejr. Så derfor lå vi der, Viggo og mig, i telt. Da solen brød frem, og morgenkaffen blev brygget, var familielejr helt fantastisk hyggeligt, men jeg må bare indse, at jeg ikke er spejdertypen og i helt særlig grad ikke telt-typen.

Men det var på spejderlejren, at vi fik den her gryderet. Den blev vistnok improviseret frem af madholdet, ud fra de råvarer – kylling, porrer og fløde – der blev leveret den dag. Hvad er det for et supervelsmagende krydderi, I har puttet i? spurgte jeg, men svaret på det spørgsmål var: salt… Så jeg tænker, at det må have været det specielle bålmads-krydderi, som gør, at al mad på magisk vis smager bedre i det fri.

Blandt andet fordi vi ikke laver mad på bål til daglig her i familien, har jeg tilføjet noget rødt i form af tomater og lidt smag i form af limesaft og krydderurter.

Nu er kyllingegryden en dejlig nem aftensmads-ret til den kommende tid, hvor hverdagen begynder igen for de fleste.

Nem aftensmade med kylling

Timian fra haven er et rigtigt godt krydderi til denne grydefuld, men du kan bruge alle de grønne krydderurter, du har lyst til. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Gryderet med kylling, porrer og fløde (til fire personer):

Du skal bruge:
4 kyllingebryst-fileter
1 løg
2 porrer
4 tomater
Smør
1 dl vand
2 dl fløde (eller efter smag)
Hakkede, grønne krydderurter (jeg brugte persille, salvie og timian)
Saft af ½ lime
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Skær kyllingefileterne i små tern.

Skær porrerne i skiver og læg dem i en skål med vand for at få det der irriterende grus ud af dem. Lad dem dryppe af i en sigte.

Tomaterne skærer du i mindre stykker (jeg halverer bådene), og løget hakkes.

Brun kyllingeternene i smørret, gerne i små portioner ad gangen, så kødet virkelig bruner og ikke begynder at koge. Put løg, porrer og tomater i gryden. Lad grøntsagerne varme med et par minutter  under omrøring og hæld derefter vandet i gryden. Lad retten koge i cirka ti minutter.

Put krydderurter og fløde i gryden – du behøver ikke bruge 2 deciliter, hvis du vil have en mere mager sovs – og lad det komme i kog. Smag til med salt, peber og limesaft.

Gryderet med kylling og fløde

Gryderet med kylling, porrer, fløde, tomater og krydderurter. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Nem aftensmad. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Gryderet med kylling, porrer og fløde

  1. Leinoh skriver:

    Sikke en lækker opskrift.
    Den skal helt sikkert afprøves. Mine tænder løber nærmest allerede i vand.!

    //Line

  2. Birgit toft skriver:

    Lækker og nem. Skal i morgen lave den for 3. gang, og det er til gæster !
    Vh Birgit

  3. Michael Jensen skriver:

    Den smager bare rigtig godt. Har lavet den flere gange og skal til det igen i aften. Har nu altid brugt kylligefilletter og så er jeg begyndt at bruge forårsløg og cherrytomater. På et tidspunkt vil jeg forsøge med lidt paprika og en anelse cheyenne. Men det bliver ikke i aften, vil ikke risikere noget :)
    Tak for en overraskende velsmagende opskrift og god weekend
    Kh Michael

    • Solvej skriver:

      Tak for det – håber, den blev god igen.
      Og jeg tror, denne ret er god til eksperimenter, god fornøjelse med det :)
      Hilsen Solvej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code