Hjemmelavede fyldte chokolader og konfekt med lækre ting i

Hjemmelavede fyldte chokolader

Så blev det alligevel jul i det lille hjem! Jeg har lavet chokolader. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Sikke en decemberdrøm! At spise hjertechokolader, man selv har støbt og puttet nougat ind i. Det smagte bare godt.

Det kom faktisk helt bag på mig, at jeg lavede fyldte chokolader. Jeg ved godt, hvordan jeg fik ideen. Nemlig fra ‘Konfektbogen’ af Pia Krøyer, som bugner af mørk og lys og hvid chokolade i de mest bedårende kombinationer med de allermest yndige små blomster på toppen. Men hvordan jeg kom fra ‘det kunne man også prøve en dag’ og til rent faktisk at stå og hælde chokolade i silikoneforme – det aner jeg simpelthen ikke.

Det er jo besværligt at lave fyldte chokolader og kræver anstrengelse og et digitaltermometer, mens jeg holder af det nemme og enkle. Ingredienser, som skal være præcis 27 grader varme for at lykkes, har simpelthen ikke noget at gøre i mit køkken. Jeg HAR heller ikke brugt et digitaltermometer. Mine chokolader måtte blive blanke eller lade være, som det passede dem, og det passede dem faktisk, i hvert fald indtil de havde stået en dag ude af formene i stuetemperatur.

Og med det vil jeg bare sige, at hvis jeg kan lave fyldte chokolader, så kan du også! Det er sjovt, det er hyggeligt, det smager godt, og ind i mellem skal man overraske sig selv og gøre noget, man ikke plejer – det er næsten det vigtigste.

Hvis du efter denne salgstale alligevel ikke gider, så vil jeg bare nævne, at Pia Krøyer i bogen også har mange lækre opskrifter på konfekt, der bare skal blandes og rulles på klassisk havregrynskuglevis – dem er der også et par eksempler på her i indlægget.

Julekonfekt

Der er citronsaft og hvid chokolade i kokoskuglerne. I midten ligger en kaffe-marcipan-og-Bailey’s-kugle. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Kugler med kokos og hvid chokolade

Kokoskuglerne var supernemme at lave og gav en frisk smagsoplevelse mellem alt det søde chokolade.

100 g hvid chokolade
1 dl kokosmel
2 tsk citronsaft

Hak chokoladen, put den i en skål og smelt den over vandbad ved at lade skålen flyde i en gryde med vand, der varmes op ved middel varme. Rør i chokoladen. Tag skålen op, når chokoladen er helt smeltet, og rør kokosmel og citronsaft i. Form blandingen til kugler, rul dem i kokosmel og sæt dem til at størkne på et stykke bagepapir. Sæt dem ikke i køleskabet – 15-20 grader er bedst.

Kugler med marcipan, kaffe og Bailey’s

Bailey’s, marcipan og kaffe i én kugle – det måtte jeg bare prøve. Kaffen gør kuglerne meget sofistikerede.

200 g marcipan
5 spsk Bailey’s
1 spsk malede espressobønner
Mørk chokolade
Pyntedut

Bland marcipan, Bailey’s og kaffe. Rul blandingen til kugler. Smelt chokoladen over vandbad (se ovenfor under kokos-kuglerne) og giv kuglerne chokoladeovertræk. Sæt dem på et stykke bagepapir og put en pyntedut ovenpå, inden chokoladen størkner. Jeg har pyntet med krymmelhjerter. Sæt ikke kuglerne i køleskabet – 15-20 grader er bedst.

Fyldte hjerte-chokolader

Hjerterne har fyld af en hel hasselnød omgivet af blød nougat. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Fyldte chokolader med nougat

Små silikoneforme
Mørk chokolade
Evt. hvid chokolade
Blød nougat
Evt. hasselnødder

Smelt chokoladen over vandbad (se ovenfor under kokos-kuglerne) og hæld den i formene. Sørg for, at der kommer chokolade over det hele indvendig i hullerne. Hæld den overskydende chokolade tilbage i skålen – eller ud på et stykke bagepapir, så du lettere kan skrabe den op i skålen og genbruge den. Vent et par timer, indtil chokoladen er helt størknet. Man fristes til at sætte dem i køleskabet, men det skal man ikke.

Gentag hele processen og vent igen til chokoladen er helt størknet.

Smelt nougaten – jeg gjorde det i mikrobølgeovnen, hvilket gav en meget lidt juledelikatesseagtig følelse, men funktionelt var det da. Put en hasselnød i formene, hvis der er plads, og hæld nougat ovenpå. Der skal være et par millimeter op til kanten af formen. Vent igen, til nougaten er størknet.

Smelt mørk chokolade endnu en gang og fyld formene op til kanten. Så er der bund på de fyldte chokolader. Vent indtil dagen efter og tryk forsigtigt chokoladerne ud af formene.

Jeg lavede striber på de runde fyldte chokolader ved at hælde hvid chokolade i tynde streger hen over formene, før de fik første omgang mørk chokolade. Man kunne også lave en marmoreret overflade ved at blande hvid og mørk – det tror jeg, jeg vil prøve næste gang.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Kager uden hvede. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code