Godt nytår og god samvittighed

Fairtradechokolade

Jeg har et nytårsforsæt om kun at købe fairtrade-chokolade. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Et nytårsforsæt om at spise chokolade – det er næsten snyd, ikke? Et nytårsforsæt skal vel helst være en behagelig last, man vil holde op med, eller en ubehagelig pligt, man vil begynde på? Nå, det her nytårsforsæt går ud på, at når jeg i fremtiden køber chokolade, skal det være fairtrade chokolade.

Jeg kom til at se en dokumentar om chokolade i fjernsynet. Den skiftede mellem tre steder i verden. Det ene var et kollektiv af helsefanatikere i England, der gik op i, hvor mange antioxidanter der er i kakaobønner. Det andet var en chocolatier i Paris, der lavede store skulpturer af chokolade. Og det sidste sted var Vestafrika, hvor børn arbejdede som slaver i kakaoplantager. Kontrasten mellem europæernes hobbies og afrikanernes virkelighed var meget overbevisende. Jeg blev i hvert fald overbevist om, at jeg ikke vil bidrage til den kakaoproduktion, jeg så i fjernsynet. (Se filmen ved at søge på youtube på ‘Semisweet: Life in chocolate’.)

Så gik jeg på chokoladejagt, og det er det, der er blevet til den lille inspirations-guide her.

Jeg blev hurtigt forvirret over, hvor mange mærkningsordninger der er. Enhver kan jo skrive noget på en side på nettet, og de store chokoladefabrikker skriver også en hel masse om, hvor gode de er, på nettet. Jeg kan ikke lave den research, som skal til for at komme til bunds i det. Så jeg har valgt, at jeg tror på, at de tre mærkninger, der er med her, rent faktisk står for det, de siger, de står for.

Når det gælder smag, så er der en overvægt af meget mørke chokolader med meget høj kakaoprocent i fairtrade-chokolade-udvalget. Det er ikke dem, jeg foretrækker til eftermiddagskaffen. Så her har jeg valgt nogle lysere chokolader.

Med denne inspiration til at smage på ansvarligt produceret chokolade vil jeg ønske Godt Nytår til alle, der læser med her! Tak, fordi du bruger min blog – det ville ikke været noget ved at skrive den, hvis der ikke var nogen, der læste den. Og jeg håber, at du også har et nytårsforsæt, som giver dig lyst til at gøre noget i de næste 365 dage :)

Fairtrade chokolade

Øverste række fra venstre: Divine Toffee and Sea salt, Vivani Weisse Knusper, Divine Orange Milk, Løgismose Orange Chokolade. Nederst fra venstre: Vivani Vollmilch, Divine Milk Chocolate Hearts, Vivani Edel Bitter Chili, Vivani Vollmilch Nuss. Chokoladerne ligger i samme rækkefølge på billedet foroven. Foto: Solvej D. Rasmussen.

På billedet ovenfor kan du se pakkerne, du skal gå efter, hvis du vil smage de chokolader, du ser på det øverste billede. De ligger i samme orden på de to billeder.

Chokoladerne fra Divine er mærket med det sorthvide fairtrade-mærke. De er købt i en Fairtrade-butik. Chokoladen fra Løgismose er mærket med Ecocert Fairtrade-mærket. Den er købt i Netto. Chokoladerne fra Vivani er mærket med firmaets eget mærke, som de kalder ‘It’s One World – stop child slavery’. De er købt i Helsam.

PS. Indlægget er usponsoreret. Jeg har købt og betalt produkterne selv på mit eget initiativ, og jeg tjener ikke penge på, at du klikker på ovenstående links.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code