Mangosalat (og bloggen på facebook)

Salat med mango

Det er sæson for mango. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Jep, nu kan du følge bloggen på facebook, for smagdigfrem.dk har fået sin egen facebook-side. Find den her og del den med dem, som du tror vil være interesseret i nem aftensmad, grøntsags-inspiration og bagværk uden hvede. Måske kommer der også til at stå lidt mere på facebook-siden end der gør på selve bloggen – om køkkenhaven og skovbunden og cafeen og hvor jeg ellers oplever mad henne.

Og så til sagen. Nemlig en græsgrøn frugt med røde kinder. Den er solgul indeni, den smager af solskin, og den er i sæson på den solfattige tid af året, nemlig lige nu: Mango.

Jeg har sat den orange mango sammen med en af de færdige salatblandinger, man kan få henne i supermarkedet, som indeholder flotte, bordeauxrøde blade.

Det er for det første nemt at bruge en blanding, for det andet kunne jeg faktisk ikke få de bordeauxrøde salater for sig selv, og det er også ligemeget, sålænge formålet er opfyldt – at sætte nogle flotte farver sammen til en smuk salat, der indbyder både børn og voksne. De voksne roser udseendet, mens børnene fisker mangostykkerne op og beder om mere (sørg for at have mango nok).

Tilsæt i øvrigt alle de farverige tomater, gulerødder, agurker og så videre, du har lyst til – eller hold den rent på mango :)

Salat med mango

Det er supernemt at lave en lækker salat med mango. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Salat med mango

Du skal bruge:
Mango
Forskellige salatblade, heriblandt nogle af de røde

Fremgangsmåde:
Skyl salatbladene og anret dem på et fad. Hvis du ikke kan få fiesta-blandingen eller hvad producenten nu har valgt at kalde den, så kan du bruge rødbedeblade eller rød krølsalat (lollo rossa). Radicchio kan bruges, men i beherskede mængder på grund af den skrappe smag. Rødløg ville jeg faktisk ikke bruge – fordi jeg ikke har lyst til at smage ret meget andet end mango i den her salat.

Skræl mangoen med en skrællekniv og skær stykker af uden om stenen. Skær stykkerne i skiver og anret dem oven på salatbladene. Træk nogle af salatbladene op, og skub nogle af mangostykkerne nederst, så ser salaten lidt finere ud.

Jeg foretrækker den her salat uden dressing, men måske ville jeg lave en olie-eddike-dressing med revet ingefær og lidt sukker.

Dette indlæg blev udgivet i Årets gang, Fyld-selv-ud-opskrifter, Salat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code