Stegt laks med ris, grønt og hytteost

Stegt laks med ris og grøntsager

Stegt laks, kogt ris og flotte grønne edamamebønner. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Jeg spurgte Laurits: Er der en måde, jeg kan tilberede laksen på, så du kan lide den? Han svarede: Ja, du kan pulverisere den, så jeg hverken kan se eller smage den. Og sådan er teenagere så vidunderlige. Holder én udfordret i køkkenet og det hele.

Så jeg opfandt en ret med næsten pulveriseret laks, og det spiste han uden yderligere kommentarer. Ingen brok, ingen ros, bare tom tallerken, og så er det, man også skal tie helt stille som mor… meget svært… meget nødvendigt.

Der skal være stegt laks og kogte ris, men derudover er tricket at bruge de grøntsager, som falder i målgruppens smag. For Laurits var det ærter og æbler i tern. For mig og Viggo er edamamebønner alletiders.

Derudover sprinkler vi med limesaft og blander med lidt hytteost. Det var superlækkert. Prøv det, næste gang I skal have laks på bordet hjemme hos jer :)

Stegt laks med ris, grøntsager og hytteost

Du skal bruge:
Ris
Laksefileter (1 pr. person)
Rå grøntsager
Evt. frugt
Limebåde
Hytteost

Fremgangsmåde:
Kog risene og steg laksefileterne på panden. Hvis der er skind på fileterne, så fjern det efter stegning – det er lettest.

Grøntsager, som egner sig godt, er ærter, agurker, tomater eller som her edamame-bønner uden bælg. Jeg kunne også finde på at tilføje stykker af æble, pære eller ananas.

Pluk laksen i småstykker og bland den med ris og grøntsager. Server med limebåde og hytteost.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter, Nem aftensmad. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Stegt laks med ris, grønt og hytteost

  1. Maria skriver:

    En rigtig fin måde du har tilberedt retten på og så ser det også delikat ud :-)
    Jeg fik bagt red velvet, de blev dog ikke så røde som ønsket.

  2. Haha, ja det må være en udfordring at navigere mellem ungernes hademad :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code