Gryderet a la espagnole med oksekød

Gryderet a l'espagnole med oksekød

Gryderet a la espagnole med oksekød og ekstra grøntsager. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Hvis du ikke allerede kender gryderet a la espagnole, er det på tide, at I to bliver introduceret for hinanden. Og hvilket tidspunkt kunne være bedre end vinterferien, hvor man virkelig trænger til at få varmen med paprika og simremad?

Gryderet a la espagnole er den ultimative gryderet, alle gryderetters mor, og kongen af gryderetter hjemme hos os. Vi fandt den i en Karoline-bog engang i 1990’erne, og siden har vi serveret den for alle vores venner (flere gange) og alle i vores familie og også meget tit bare for os selv. Der er et eller andet ved kombinationen af kød og paprika, bacon og oliven, tomater og fløde, som vi ikke er blevet trætte af endnu. Jeg tror, vi har lavet den 50 gange. 50 gange, det er også så mange gange igen, måske har vi lavet den 35 gange…

På det seneste er vi begyndt at lave retten med oksekød i stedet for svinekød, og med flere grøntsager, der tager godt imod langtidssimring, nemlig løg og gulerødder.

Så nu er den faktisk blevet til gryderet a la espagnole a la gullasch.

Og det er den opskrift I får her. (Hvis du hellere vil lave den originale gryderet a la espagnole, så er der link til Karoline lige her.) Retten er ikke ‘nem aftensmad’ den første dag, fordi det tager lang tid at skære kødet ud, og der skal også skæres en masse grøntsager. Men næste dag, når man bare skal tage gryden med resterne ud af køleskabet og sætte den på komfuret, så er det supernem aftensmad. Portionen her er stor nok til ti personer eller to-tre dage for en familie på fire, men du kan også halvere alle målene, hvis du ikke har brug for så meget mad.

Børnene er ikke superglade for, at der er champignon og oliven i retten, men de spiser de andre grøntsager – også de kogte gulerødder – og det er da altid noget :)

Gryderet med oksekød

Gryderet a la espagnole med oksekød. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Du skal bruge (til cirka ti personer eller flere dage):
Et stykke okseklump, cirka 1,8 kg
Smør
300 g bacon (eller kalkunbacon for mindre fedt)
2-4 tsk paprika
To løg, hakket
To grønne peberfrugter i strimler
500 g champignon i skiver
Cirka 40 grønne oliven med pimiento, halveret
To dåser hakkede tomater
3-4 gulerødder i skiver
2,5 dl fløde (eller efter smag)

Fremgangsmåde:
Skær kødet i strimler og fjern samtidig hinder, fedt og sener. Det går bedst, hvis du har en skarp kniv.

Vi bruger okseklump, fordi det er forholdsvist billigt, men du kan selvfølgelig også bare købe noget oksekød i tern.

Klip bacon i mindre stykker og læg det i bunden af en stor gryde. Lad det stege langsomt for middelhøj varme. Rør rundt ind i mellem. Baconstykkerne skal stege lige så stille i cirka ti minutter, men bare de ikke brænder på, betyder det ikke så meget, hvor lang tid de får. (Kalkunbacon kan ikke bruges til at starte retten op på denne måde, så hvis du bruger det, skal du springe dette step over.)

Imens bruner du kødet i smør i en stegepande ved høj varme. Brun det i små portioner og saml det i en skål efterhånden.

Hæld det brunede kød op i gryden til baconen. Tilsæt løg, champignoner og grøn peber. Drys med paprika og rør rundt. Hvis du bruger kalkunbacon, putter du det i gryden nu.

Gryderet med grøntsager

Gryden bliver godt fuld, men grøntsagerne falder sammen efterhånden. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Når grøntsagerne har varmet med et par minutter, hældes halve oliven, gulerødder, hakkede tomater og fløde i gryden.

Lad det simre mindst 45 minutter, gerne længere. Smag til med paprika og eventuelt salt (der er også salt i bacon og oliven) og server med kogte ris.

Dette indlæg blev udgivet i Nem aftensmad. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code