Porretærte uden hvede

Hvedefri tærtebund

Madtærte er en sjældent genial opfindelse. Nemt at lave – smager skønt. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Porretærte eller hvadsomhelsttærte. Det her er faktisk opskriften på en tærtebund uden hvede. At jeg lige brugte porrer som fyld var på den ene side, fordi der er noget dejligt klassisk over porretærte, og på den anden side fordi de er i sæson her sidst på vinteren. Man kan købe danske porrer i butikkerne, og det virker naturligt og klimavenligt, at det er dem, man spiser.

Jeg har også puttet små dutter af romanesco-blomkål i fyldet, fordi jeg tænkte, det kunne se sjovt ud. Men man kan ikke rigtigt se det på billederne. Sådan går det af og til i køkkenet/fotostudiet.

Hvedefri tærtebund

Tærtebund uden hvede. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Og så skal jeg takke en hjælpsom læser for opskriften på en tærtebund uden hvede :) Den kommer nemlig fra en kommentar til den her gamle opskrift på (bundløse) små tærter. Jeg har længe haft lyst til at prøve opskriften – ikke mindst fordi der skal 75 gram mayonnaise i dejen. Det var simpelthen for usædvanligt til at gå glip af.

Det virker rigtigt godt. Bunden smager sprødt og godt og også lidt af mayonaisse, som for mine smagsløg absolut ikke er det værste, der kan ske.

Når det gælder fyldet, så slår du dig selvfølgelig bare løs med grøntsager, oste, spændende italienske skinker og hvad du nu ellers godt kan lide.

Madtærte uden hvede

Du skal bruge:
75 g mayonnaise
75 g yoghurt naturel
100 g havregryn (brug glutenfrie, hvis du er til det)
50 g sesamkerner

6 æg
Lidt mælk
Salt og peber
Grøntsager eller andet fyld – jeg valgte grønt tema og brugte porrer, spinat og romanesco-blomkål

Fremgangsmåde:
Rør ingredienserne til dejen godt sammen i en skål. Tryk massen ud i din tærteform. Jeg brugte to små forme på 15 cm i diameter og havde lige præcis dej nok. Jeg tror, portionen passer til et almindeligt tærtefad også, men til mit store – virkeligt store – tærtefad ville jeg fordoble portionen.

Bag bundene 10-15 minutter ved 200 grader.

Madtærte uden hvede

Dejen trykkes på plads i tærteformen. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Mens bundene bager pisker du æg, et skvæt mælk, salt og peber sammen og skærer grøntsager og fyld ud i lækre bidder.

Læg fyldet på bundene, hæld æggene over og bag færdig i ovnen 20-30 minutter. Det afhænger lidt af, hvor meget æggemasse du har i forhold til fyldet, så du kan tjekke med en bordkniv undervejs, om æggemassen er stivnet.

Madtærte uden hvede

Så er porretærten serveret. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Fyld-selv-ud-opskrifter, Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Porretærte uden hvede

  1. Birte skriver:

    Den bund er da vildt god!! :) Havde ikke yoghurt, så jeg brugte skyr i stedet – samme forhold, og glutenfri havremel. Den smager SÅ godt. Tak for den opskrift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code