Guide til hvedefri pasta – og en opskrift på spaghetti alla spidskål og rucola

Spaghetti alla spidskål og rucola

Der er masser af muligheder for at spise pasta uden hvede. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Det er vist på tide, at I får en guide til pasta uden hvede.

Da jeg holdt op med at spise hvede for snart seks år siden, regnede jeg med, at jeg aldrig skulle spise pasta igen. Den italienske kogebog med alle de lækre fløde- og tomatsovser, som fettucine og spaghetti og radiatori spiller så fantastisk op til, blev lukket og sat på hylden.

Da jeg opdagede hvedefri pasta fra en af de glutenfrie producenter og prøvede den, tænkte jeg: Nåhja, man kan jo nok ikke forvente, at smag og konsistens er lige så god som hvedepasta.

Nu er der faktisk et stort udvalg af hvedefri pasta, som smager fremragende, og som du nemt kan finde i de fleste supermarkeder. Der er også dukket nye slags pasta op, som smager på deres egen måde og giver helt nye oplevelser i køkkenet.

Og det er jo fantastisk!

Så jeg har fundet den italienske kogebog frem igen. Jeg har lavet spaghetti alla carbonara, den klassiske pastaret (hvis fedme jeg dog i mellemtiden må konstatere, at jeg er blevet for gammel til…) Pasta kommer nok aldrig til at fylde lige så meget i min kost, som det gjorde, da jeg studerede for hundrede år siden, men det er rart, at muligheden er der.

Det bedste ved den her guide er nu noget helt andet. Nemlig, at det ofte er familie, venner og kolleger, som har gjort mig opmærksom på produkterne. Tak til alle jer, som er gået ud af jeres vej for at servere noget, som jeres besværlige, hvedefrie familiemedlem/veninde kan spise, og som samtidig endda har vist mig nye muligheder i køkkenet :)

Og nu til pastaerne. Hvis du bare gerne vil lave pastaretten på det øverste billede, så scroll ned i bunden af indlægget.

Hvedefri pasta

Penne fra Schär, spaghetti fra Schär og rigatoni fra Seitz. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Schärs pasta er både hvede- og glutenfri. Det er den, der smags- og konsistensmæssigt kommer tættest på hvedepasta. Den har en lang ingrediensliste med blandt andet rismel, boghvedemel, rørsukker og også andre ting, som jeg dårligt ved, hvad er. Schärs pasta kan købes i de store supermarkeder, hvor der ofte er en hel reol med firmaets produkter. Jeg har brugt Schärs spaghetti til retten i dette indlæg.

Seitz pastaen er også både hvede- og glutenfri (billedet ovenfor). Den består hovedsageligt af majsmel og kikærtemel. Den kan føles lidt ukogt i konsistensen – eller også skal jeg bare koge den længere end der står på posen? – og den kan være meget gul, selv efter kogning. Til gengæld er den billig. Fås i Føtex og Bilka. Brugt i den her sommerlige pastasalat med edamamebønner og hytteost.

Pasta uden hvede

Rugpasta fra Il Fornaio, bønnepasta fra a la eco og nudler fra King Soba. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Il Fornaios rugpasta er hvedefri, men ikke glutenfri, da den består udelukkende af rug. Den er en af de nye pasta-smagsoplevelser, og jeg synes ikke, den egner sig til italienske flødesovser – men måske tager jeg fejl? Italiensk er den i hvert fald. Vi spiser den sammen med bagte grøntsager og i grøntsagssupper. Børnene kan vældig godt lide den trods den kraftige og anderledes rugsmag. Jeg køber den i Kvickly. Opskrift her med bagte asparges og tomater – og her med laks og gorgonzola – eller puttet i den her suppe.

Sojabønnepastaen fra firmaet ‘a la eco’ er også en af de nye pasta-oplevelser. Den er lavet af sojabønner, så den er hvedefri, glutenfri og lowcarb. Den smager af sojabønner, og om man kan lide den smag er selvfølgelig forskelligt. Jeg kan godt. Konsistensen er elastisk, og bønnepastaen er meget mættende. Jeg køber den i Kvickly.

Nudlerne fra King Soba er hvede- og glutenfri, men du skal være opmærksom på, at det ikke er alle firmaets nudler, der er det. Dem her er lavet af brune ris, græskår og ingefær. De smager dejligt, se for eksempel den her opskrift med kylling og grøntsager. Jeg køber disse nudler i helsekostbutikken.

Og så tilbage til spaghetti alla næsten carbonara. Jeg har brugt princippet med æg, fløde og ost til denne pastaret, men har droppet bacon-stykkerne og brugt friske, dejlige, grønne grøntsager i stedet.

Det smagte FABELAGTIGT.

Buon appetito!

Spaghetti med spidskål og rucola

Spaghetti alla spidskål og rucola laves med æg, fløde og ost på panden. Foto: Solvej D. Rasmussen

Spaghetti alla spidskål og rucola

Du skal bruge (til to personer):
Hvedefri pasta (jeg brugte spaghetti fra Schär)

2 æg
2 spsk fløde
25 gram revet parmesan eller pecorino romano
½ spidskål
En håndfuld rucola
Lidt smør til stegning
Sort peber

Fremgangsmåde:
Skyl spidskål og rucola og skær dem i små stykker.

Pisk æg, fløde, ost og friskkværnet sort peber sammen i en skål.

Kog pastaen efter anvisningen på pakken og lad den dryppe af i en sigte.

Smelt smørret på en stor stegepande og sauter grøntsagerne, indtil du synes, de har fået nok. For mig skal de have ganske få minutter, så de stadig er sprøde. Put pastaen på panden og hæld æggeblandingen over. Skru ned for varmen. Rør i pasta og grøntsager og vend dem rundt, indtil æggene er fordelt og stivnet.

Server med friskkværnet sort peber.

Dette indlæg blev udgivet i Mad uden hvede. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA code