Et år med orangeriet

Muret orangeri

Juli 2012: Sommer i orangeriet. SCROLL LANGT NED for at se alle de andre billeder :) Foto: Solvej D. Rasmussen.

Jeg kan især huske én samtale, som Viggo og jeg havde i starten af 2012, hvor foråret så småt var på vej, og det var tid for at holde op med at lege med tanken om at bygge et orangeri og rent faktisk tage en beslutning. Er det 100.000 værd? spurgte han. Er det 100.000 kr. værd at bygge nogle mure med noget glas imellem nede i haven? Det svarede jeg højt og klart og hurtigt ja til.

Da vi alle sammen nu går og længes efter forår, har jeg besluttet at lægge alle de her orangeribilleder på bloggen, og tilføje, at vi sad dernede i går nærmest hele dagen i det flotte solskin, som varmer så utroligt dejligt, når bare man har en glasbygning om sig. Også selvom sneen dækker jorden udenfor. Termometeret lå i skyggen og målte 12 grader, da det gik højest, men når man sidder i solen, er det meget varmere.

For jer, som er havnet her på siden, fordi I overvejer at bygge et orangeri, og også bare for jer, som gider høre det, får I her hele historien, om hvordan vi realiserede drømmen om et orangeri, og hvorfor jeg ikke var et sekund i tvivl om, at det ville være 100.000 kr. værd. Og et eller andet sted skal det jo stå, så hvorfor ikke her: Den samlede pris endte 30% højere på 130.000 kr. ;-)

Jeg har drømt om et muret glashavehus i nogle år. Bladret i havebøger og boligblade og tænkt over, hvad man skulle bruge et havehus til. Hvor skulle det ligge? Ikke ret langt fra huset, hvis tomater og meloner skulle have en chance for at blive vandet og passet og spist! På et tidspunkt forestillede jeg mig palmer, kurvemøbler og blomstrede vattæpper.

Til sidst huskede Viggo og jeg dog, hvordan og hvem vi er. Det var hverken et drivhus til intensiv frugt- og grøntsagsdyrkning eller en pyntet havestue i engelsk country-stil, vi ville have. Det skulle være et sted til at slappe af, et driverhus, som opfindsomme mennesker har lavet ordet drivhus om til. Først og fremmest skulle det ligge i solen. Langt væk fra huset, så man går en lille tur og føler, at man kommer et andet sted hen. Materialer og indretning skulle være robuste og enkle, så de kunne bære vores (mangel på) rengøringsrutiner. Et vigtigt indretningselement skulle være en vinplante, som kunne give skygge og skabe stemning af frodighed og år og grønne blade. Mere om den vinplante senere (I kan måske høre det let bebrejdende tonefald allerede?).

Undervejs besøgte vi Middelfart Byggecentrum, som har en stor og inspirerende udendørs udstilling. Vi talte med vores nabo, bygningskonstruktøren, og fik uvurderlige råd om mure og jernsøjler og hullet i soklen til vinplantens rødder. Jeg brugte timer med Claus Dalbys bog ‘Drivhusdrømme’ og løb rundt i huset efter Viggo med forskellige opslag, han skulle se og overveje. Bogen viser jegvedikkehvormange forskellige drivhuse og orangerier, fra de mindste til de største, og den var en fantastisk hjælp til at afklare de mange overvejelser, man skal gøre sig, når man har en masse immaterielle tanker og ideer inde i hovedet, som skal blive til særdeles materielle mursten og glasstykker i en meget fysisk have.

Jeg vil godt lige bruge et par linier ekstra på at være filosofisk omkring netop den bevægelse: Fra drøm til virkelighed. Det er jo sprogligt set en kliche. Men tænk lige over det. Man har noget inde i hovedet, som ikke findes. Og man skaber noget ude i verden, som findes. Der er uendeligt mange beslutninger at tage ind i mellem de to punkter, uendeligt mange handlinger, som skal udføres. Når man arbejder omhyggeligt med det og hele tiden mærker efter, om man er på rette vej, og det til sidst lykkes, med de nødvendige eller tilfældige eller ønskværdige forskelle i forhold til det, man oprindeligt havde inde i hovedet – det er 130.000 kr. værd. Penge er slet ikke en værdi i den sammenhæng.

Selvfølgelig skal man have råd til det eller råd til at prioritere det. Tak til banken, og tak til os selv for at droppe sommerferierejsen, selvom det gjorde ondt.

Vi prioriterede orangeriet. Beliggenheden i haven blev besluttet i sommeren 2011, og derfor gik efteråret det år med at flytte et æbletræ, et legetårn og et rønnebærtræ fra selve stedet, mens andre rokader var nødvendige i resten af haven.

I efteråret og vinteren tegnede vi. Udgangspunktet var et klassisk, victoriansk drivhus med en 70 cm mur hele vejen rundt, men vi ville have højere mure, i hvert fald i en del af huset, men hvilken del? Det var også vigtigt, at orangeriet passede i stil og materialer til det hus, vi allerede har. Efter flere forslag ramte Viggo den meget enkle løsning, som blev den endelige. Har jeg sagt, at Viggo er uddannet møbel- og rum-arkitekt og har det her firma, og at det ikke er tilfældigt overhovedet, når han ‘rammer’ enkle løsninger?

Byggetilladelse blev søgt og givet. Murstensprøver blev sendt i en lind strøm mellem os og Randers Tegl, indtil vi blev enige om, at det sgu nok alligevel var den første prøve, de havde sendt, som var den rigtige. En lokal murer med et godt ry for præcision blev betroet den nervepirrende opgave med at mure væggene op, så de passede til glasdelen.

Drivhusfirmaet Pavillon Danmark blev kontaktet. De tegnede murertegningerne, så murene passede til et af deres standarddrivhuse, dog med to ekstra stykker tagglas til at nå ud over murene i siderne. I sidste øjeblik besluttede vi at gøre huset et fag længere, fordi der står i alle bøgerne, at det er dumt at bygge sit drivhus for lille.

Vi har ikke lavet noget som helst selv. Mureren har muret efter Pavillon Danmarks tegninger, og Pavillon Danmark har monteret. Hvis noget gik galt eller ikke passede sammen, var det enten murerens eller drivhusfirmaets problem. Det uundgåelige skete også, at murene var muret for tæt sammen, stor krise, drivhusfirmaet lavede smallere glas til to af fagene, mureren betalte, krise afværget, alle åndede lettet op, og da det hele endelig var klart, og Pavillon Danmark kom med deres standarddrivhus for at montere, smuttede det uden problemer på plads i det mellemrum, som ifølge tegningen var for lille. Der kom vist også en humlebi flyvende forbi i det samme. Det kunne ikke lade sig gøre i teorien, kun i virkeligheden. Vi var rigtig glade og følte os utroligt heldige over alligevel at få et lappeløsningsfrit byggeri.

Jeg har fotograferet undervejs. Dels for at fotodokumentere processen, dels for at fange den fantastiske orangeri-stemning. Det sidste er ikke lykkedes helt godt, synes jeg selv. Jeg er rent ud sagt elendig til at style, altså pynte. Og dertil kommer, at alt med have tager tid. Man kan ikke købe store træer. Eller store vinplanter, hrmpf. Når man er elendig til at style, tager det endnu længere tid. Nogle ville sikkert være nået meget længere med at smække lækre møbler og store krukkevækster ind. Sådan er det ikke hos os. Det tager lang tid at finde det helt rigtige, vente på, at det levende gror og så videre.

Og her kommer så langt om længe billederne. Den pæne, unge mand, der har sneget sig med på flere af dem, er Viggo, men derudover viser billederne faktisk slet ikke, hvor mange mennesker der allerede har siddet, spist, drukket, ligget, sovet, spillet computer eller nydt solen i orangeriet. Det er en fornøjelse bare at kunne se vores glas-havehus oppe fra huset. Men vi har også slidt en sti i græsset ved at gå derned med kaffekopper og vinglas og aftensmad, og det har allerede, efter mindre end et år, været mindst alle pengene værd.

Udgravning til orangeri

April 2012: Udgravning.

På det her billede kan man mest af alt se naboernes huse… Jordbunken angiver, hvor orangeriet skal ligge.

Fundament til orangeri

Maj 2012: Sokkel og jernsøjler.

Her kan I se placeringen i forhold til vores eget hus. Soklen er sat, og der er muret jernsøjler ned, som skal sørge for, at de to forreste mure ikke revner en dag, hvor det blæser meget. Viggo er i gang med at grave et kabel ned, som skal forsyne en enkelt stikkontakt i orangeriet med strøm.

Muret orangeri

Juni 2012: Murerarbejde.

I juni gik mureren endelig i gang, og orangeriet begyndte at tage form.

Muret orangeri

Juni 2012: Murværket er færdigt.

Vi tog orangeriet i brug, længe før det var færdigt. Det var en supergod solkrog, selv uden glas.

Juni 2012: Gulvet er lagt, og en lille trappe er muret op.

Juni 2012: Gulvet er lagt, og en lille trappe er muret op.

Vi har lagt kvadratiske cementfliser som gulv. Når vi engang får råd og inspiration til at gøre noget fantastisk med gulvet, er de nemme at tage op igen.

Orangeri fra Pavillon Danmark

Juli 2012: Jubii! Glasset er monteret!

Den 2. juli 2012 kunne jeg næsten ikke vente med at få fri fra arbejde, for den dag kom Pavillon Danmark og monterede glasset. Jeg kom hjem til et færdigt orangeri og en vinduespudsende mand.

Muret orangeri fra Pavillon Danmark

Juli 2012: Det færdige orangeri fra en anden vinkel.

Muret orangeri

Juli 2012: Sommer i orangeriet.

Hvis I stirrer meget intenst på dette billede, vil I svagt kunne ane en vinplante i det fjerneste, venstre hjørne. Det var endda før, den fik brune pletter over det hele. Den er plantet efter alle kunstens regler, med rødderne ført ud gennem et hul i soklen, men som man ser, varer det nok lidt, inden den kan bære sit store ansvar med at skabe grønt miljø i orangeriet.

Muret orangeri

Juli 2012: Orangeriet i haven.

Havekaosset i staudebedet er ved at sætte ind på dette billede, taget sidst i juli.

Husløg i strandsten

September 2012: Husløg og lysestager hygger i orangeriet.

 

Efterårssol i orangeriet.

Oktober 2012: Efterårssol.

Sådan så orangeriet ud på en solskinsdag i oktober. I krukken til venstre står en figenplante og i den til højre et dværgnektarintræ. Den lille hyldebusk i græsplænen, som står i vejen lige midt for orangeriet, er flyttet nu.

Regn og lys i orangeriet.

Oktober 2012: Regnvejr.

I efteråret var det hyggeligt at tænde stearinlys i orangeriet lige før skumring og kigge på dem oppe fra huset.

Oktobermorgensol i orangeriet

Oktober 2012: Morgensol.

Om morgenen var det ofte dette efterårssyn, der mødte en, når man stod op og kiggede ud i haven. Mursiden af orangeriet vender mod øst og glassiden mod vest. Derfor er der skygge i orangeriet om morgenen.

Vindruer i orangeri

Oktober 2012: Er der håb for denne vinplante?

Næh, men er det ikke… en vinplante uden blade?!#&:((( Jeg pillede alle de brunplettede og skimmelagtigt udseende blade af. Dette lille nogenlunde ubesmittede blad fik lov at blive. Planten blev også vasket i en atamon-opløsning – råd fundet på nettet. Jeg håber, den klarer skærene bedre i år, men lige nu virker historierne om vinplanter, der er umulige at holde i ave med ti meter lange skud og så videre meget langt væk.

Julelys i orangeriet

November 2012: Julelys

I november købte jeg en meget lang lyskæde i supermarkedet og viklede orangeriet ind i den. Hver dag i den mørke tid har det været ren julehygge at kigge på julelysene dernede.

Jul i orangeriet

December 2012: Sne på taget og grantræ på bordet.

Et grantræ måtte vi nødvendigvis fejre julemåneden med. Er det ikke et nuttet, lille bordtræ? Det er en rødgran. Hvis vi slipper den ud af potten, er den 30 meter høj, næste gang vi blinker.

Orangeri i snevejr

Marts 2013: Stadig sne.

Kan I se, hvad der er galt med dette billede? Det er taget i går, søndag den 24. marts, og det skulle være grønt, ikke hvidt. Der skulle ikke stadig være et vattæppe rundt om dværgnektarintræet af frygt for nattefrost. Jeg skulle slet ikke have tid til at rende rundt og fotografere, jeg skulle være fuldt optaget med at luge og kultivere. Hvis jeg endelig skulle fotografere, skulle det være billeder af alle de blomstrende forårsløg i krukker i orangeriet. Men der er kun små spirer, og det har jeg faktisk ikke tænkt mig at tude mere over nu. Meget af sneen på billedet er allerede smeltet. Det er snart forår.

Dette indlæg blev udgivet i Køkkenhaven. Bogmærk permalinket.

12 Responses to Et år med orangeriet

Der er lukket for kommentarer.