Kernebrød uden hvede

Kernebrød uden gluten

Brød med masser af kerner og uden gluten, æg og mælk. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Det var overhovedet ikke, fordi jeg savnede afveksling fra Gitte-rugbrødet. Det var kun fordi, dette brød så så smukt ud. Det er oven i købet uden gluten, uden æg, uden mælk og næsten uden sukker. Med så mange intolerante læsere var jeg nødt til at afprøve opskriften (fødevareintolerante, ikke), hvis nu der er nogen af jer, der ikke kender den allerede.

Glutenfrit kernebrød

Rønnebærgele til venstre og brie til højre. Virkelig god morgenmad. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Den første gang jeg bagte det, var jeg ikke tilfreds. Brødet faldt fra hinanden og smagte af loppefrøskaller – er det kun mig, der ind i mellem kan smage de smagsløse loppefrøskaller? Anden gang gik det meget bedre, og det er helt sikkert et brød, jeg vil bage ind i mellem. Det er faktisk rart med lidt afveksling.

Se originalen med Sarah’s meget smukke billeder her. Her finder du også en masse andre råd og svar på cirka hundredtusind forskellige spørgsmål.

Kernebrød uden hvede

Kerner, nødder og mandler i brødfacon – mums! Foto: Solvej D. Rasmussen.

Kernebrød uden hvede

Du skal bruge:
Opskriften er supernem at have med at gøre, hvis du har et cup-mål i dit køkken
1 cup/135 g solsikkefrø
½ cup/90 g hørfrø
½ cup/65 g hele hasselnødder eller mandler
1½ cup/145 g havregryn (eventuelt de glutenfri)
3½ spsk loppefrøskaller
1 tsk salt
1 spsk sukker, sirup eller honning
3 spsk rapsolie eller lignende (originalen siger smeltet kokosolie)
1½ cup/3½ dl vand

Fremgangsmåde:
Ifølge originalen kan man blande ingredienserne direkte i brødformen. Men det blev simpelthen ikke blandet godt nok for mig, så jeg rører alle ingredienserne sammen i min store, grønne Margrethe-skål i den rækkefølge, de står i listen foroven.

Hvis du ikke har tingene på listen, tager du forøvrigt bare nogle andre, der minder om dem. Er du allergisk over for nødder, kan du bage brødet med kun kerner.

Dejen fordeles i en brødform. Læg et viskestykke over og vent 4-5 timer (natten over kan også bruges ifølge Sarah).

Når du er klar til at bage, så varm ovnen op til 175 grader. Bag brødet midt i ovnen i 20 minutter. Derefter vender du formen om og lader brødet falde ud på bageristen. Bag det videre med undersiden opad i 30-40 minutter (40 minutter i min ovn). Tag hele bageristen ud, dæk brødet med et viskestykke og lad det stå, til det er kølet helt af, før du skærer det.

Brødet kan fryses og skulle være godt at riste, hvilket jeg snart skal afprøve :)

Kernebrød i skiver

Brødet skal køle helt af, før du kan skære det i skiver. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Dette indlæg blev udgivet i Brød uden hvede. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Kernebrød uden hvede

Der er lukket for kommentarer.