
Forårssalat med asparges og radiser og lækre edamamebønner. Foto: Solvej D. Rasmussen.
Det er sådan en dejlig årstid lige nu. I min have blomstrer mælkebøtter og tulipaner. Alting pibler frem med utrolig grokraft; rabarber, pæoner, ukrudt, asparges.
Solen skinner, og jeg har feriedage, jeg skal holde inden 1. maj. Oven i købet er jeg så utroligt heldig, at Laurits, min 15-årige, har fået en knæskade (mindre, altså), så han og jeg har været hjemme i to dage og har lavet lektier og hindbærsmoothies og andre hyggelige ting.

Edamamebønner er fint lysegrønne og har en mild smag – perfekt til forår. Foto: Solvej D. Rasmussen.
Salaten her er et spørgsmål om bønner, farver og gæster. Jeg spurgte min kollega, hvad hun manglede opskrifter på, og hun svarede: nye salater til gæster. Gerne med bønner. Godt så, tænkte jeg. Jeg har brugt edamamebønner, fordi de er lette i smag og konsistens i forhold til andre bønner – jeg kan rigtigt godt lide edamamebønner. De andre ingredienser er med, fordi de både har flotte farver og skaber spændende smag sammen.
Aspargesene i salaten er fra supermarkedet, men det varer ikke længe, før de er fra haven. Mand, det bliver for blæret :)
Salat med edamamebønner, mango og radiser
Du skal bruge:
1 bdt. asparges
1 mango
10 radiser
Ca. 200 g bælgede, frosne edamamebønner
½ icebergsalat
Rødløg efter smag
Olivenolie
Eddike (jeg brugte noget, der kalder sig selv for ‘white condiment’ – balsamico kan også bruges)
Salt og peber
(Jeg puttede også lidt finthakket estragon og revet ingefær i dressingen)
Fremgangsmåde:
Ryst eller pisk dressingen sammen. Du skal bruge 1-2 spiseskefulde i alt, lidt efter hvor vild du er med olie-eddike-dressing. Jeg kan godt lide, når man også kan smage grøntsagerne i salaten, så jeg bruger ikke ret meget.
Læg edamabønnerne i en dyb tallerken og hæld kogende vand over. Lad dem stå og tø op i et par minutter.
Skyl aspargesene og skær dem i bidder. Skyl radiserne og skær dem i tynde skiver.
Skræl mangoen med en kartoffelskræller og skær den i små stykker.
Skær cirka et kvart rødløg i ultratynde både.
Bland asparges, radiser, mango og rødløg i en skål sammen med dressingen.
Hæld vandet fra edamamebønnerne og bland dem med de andre grøntsager.
Skær icebergsalat i tynde strimler – strimlerne giver en fin kontrast til de andre grøntsager, som er i tern-facon. Bland salaten sammen og arranger den i det fad eller den skål, du vil servere den i.

Gule mango og pink radiser. Foto: Solvej D. Rasmussen.

Foto: Solvej D. Rasmussen.
2 Responses to Salat med edamame, mango og asparges