Gå til hovedindhold

Opskrift: Kyllingegryde med pasta og blomkålsris

Prøv opskriften fra DRs nye program 'Danmarks Nye Livret'. Måske bliver det din families nye livret?

Foto: DR · 8. September 2025
tallerken med kyllingegryde

Til 4 personer. 

Opskrift

Kylling i hvidløg

  • 4 kyllingebryster
  • 2 spsk. hvedemel
  • 3-4 fed hvidløg
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 1 lille håndfuld bredbladet persille
  • 1-1,5 dl hønsebouillon
  • 3 dl fløde 15% (eller 38%)
  • Salt og peber
  • Olivenolie til stegning

Tilbehør
(vælg det, I som familie bedst kan lide)

  • 1 hel broccoli og smør
  • 1 hel blomkål til blomkålsris (evt. færdig pose fra frost)
  • Gnavegrønt: Agurk, gulerødder og peberfrugt, skåret i stænger
  • 500 g pastaskruer

Børn med i køkkenet? Her er tre tips

1. Giv børnene sjove opgaver
Børn kan meget mere end at dække bord. Lad dem røre, ælte, skrælle, skylle, slå æg ud, veje af, skære groft, smage til og pynte maden – alt efter hvilken alder de har. Så bliver I et rigtig sejt køkken-team!

2. Skab den gode køkkenkarma
Forældrene sætter tonen. Ros, grin og nysgerrighed smitter – giv high fives og smil. Og ja, der kommer nok en del mere mel på gulvet og sauce på tøjet – det hører med til køkkenhyggen.

3. Lad jer inspirere
Se en madvideo sammen – eller lad børnene vælge en sjov opskrift, I kan kaste jer over.

Sådan gør du

  1. Pil hvidløg og hak det fint.
  2. Skyl og hak persille – brug evt. salatslynge.
  3. Halver kyllingestykkerne og halver igen den tykke ende (forkorter stegetiden).
  4. Dup kyllingen tør og vend i mel krydret med salt og peber.
  5. Brun kyllingestykkerne let på en pande med olie på begge sider. Tag dem af og aftør panden.
  6. Kom lidt olie på igen og lad hvidløgene småstege, uden at de bliver brune – ellers bliver de bitre!
  7. Tilsæt persillen og svits et øjeblik.
  8. Kom tomatpuré, fløde og bouillon på og pisk/rør det sammen.
  9. Kog saucen igennem og dæmp varmen.
  10. Læg kyllingen ned i saucen og lad det simre i 5-10 minutter alt efter kødets tykkelse.

Tilbehør

  1. Del broccolien i mindre buketter og damp dem til de er møre med en smørklat i vandet, men stadig har bid. Sigt vandet fra.
  2. Kog pastaskruer efter anvisning på pakken.
  3. Skræl gulerødder, agurk og peberfrugt ud i stave.
  4. Skær blomkål i mindre stykker og kør dem på en foodprocessor. Brug dem rå eller overhæld dem med kogende vand og lad dem stå nogle minutter. Sigt dem og de er klar til servering.

Velbekomme!

Opskriften er udviklet af familien Isaksen.

Støttet af